tirsdag den 27. februar 2018

At censurere børnesange og litteratur


En af mine fantastiske mor-veninder spurgte om vi censurerede børnesange herhjemme og jeg svarede tjaa - vi har da taget den nye version af Elefantens Vuggevise til os, men jeg tænker, at fortælle Mathilde, om den gamle version og grunden til den ikke er OK mere, når hun bliver lidt større. Men ellers kommer der væmmelige jægere og skyder harer og krager ned her. I vores rim og remser ryger både Mathisen og grisen også ned i vandet og Birgittes øjet får en tur.

Før min super-mor-veninde spurgte havde jeg faktisk ikke lige tænkt så meget over det - men jeg tænker, at selvom man er jæger og synes, det er lidt grimt, at blive kaldt væmmelig - synes jeg det er en god måde at åbne en dialog med barnet om dyr og at vi skal passe på den. Snakke om at nogle synes man ikke skal spise dyr og nogen spiser dem med velbehag. Hvis man er vegetar er det vel også en god måde, at fortælle lidt om, hvad andre mennesker gør? Jeg kan heller ikke lade vær med at tænke, at hvis en barn stiller op i børnehaven med gennemcensurerede udgaver kan det meget let føre til konflikter med andre børn omkring den "rigtige" version. Men man skal naturligvis gøre, hvad der føles rigtig for en selv.

Helt ærligt så synes jeg faktisk, at det er utroligt vigtigt at turde snakke med sine børn om skyggerne, om alt det onde, smerten og sorgen og ikke gemme det mørke væk. Man får åbnet verdner op på bunden af havet og inde i en selv, når havfruen skal gå på glas og så slet ikke får prinsen. Selvom jeg synes, Disney er blevet bedre til at lave nogle bad-ass prinsesser, så er det da en virkelig god og hård lektie, at selv om du opgiver din svømmehale og vader rundt i vanvittig smerte, så kan du risikere, at prinsen forkaster dig og gifter sig med en anden alligevel. Og du behøver ikke blive et røvhul og stikke ham med kniven under skilsmissen - men kan kaste dig ud i din egen sorg og stige op som noget andet og finere. Dette giver måske ikke så meget mening, hvis ikke man kender den originale Lille Havfrue historie - men prøv lige at læs den og så skriv i kommentarfeltet, om den ikke rummer nogle sandhedder, der er ret gode at kende?

Jeg synes heller ikke børnesangene er SÅ slemme - så måske er det lidt at skyde gråspurve med kanoner (et udtryk jeg også glæder mig til at forklare Mathilde), hvis man minutiøst skulle gå sangene igennem og redde harer, krager og ti tydeligvis suicidale cyklister.  Så Mathilde får altså alle de ucensurerede versioner i takt med hun bliver gammel nok - hun ser os grine og græde og vi fortæller om sorger og glæder. Jeg synes sorg er blevet et voldsomt tabu i mange sammenhænge og det er da noget vi bør lære at håndtere og ikke være bange for. Sååå vi tager det hele med i sangene og litteraturen og moderere måske lidt efter Mathildes alder - men ellers synger og læser vi derudaf.