tirsdag den 16. januar 2018

Jeg er nogengange hende, der hænger i barren (ikke baren)



Der er sådan et balletbillede af en masse små piger, der står på række, mens et af børnene hænger med hovedet nedad i barren. Jeg kan huske mine veninder altid sagde, at de var hende med hovedet nedad og jeg tænkte altid mig selv som en af de andre, der stod så fint på række - faktisk, ville jeg helst være en af de andre, en der passede ind og kunne finde ud af at gøre som der blev sagt.

Martin gjorde mig opmærksom på, at de fleste børn ikke er opvokset med en pony i haven, der måtte komme med ind i stuen. Han fik mig også til at indse, at det nok også er de færreste, der hopper på et fly med kun to kufferter og deres mand i hånden for at stå i den anden ende og starte et nyt liv fra bunden --- "men vi havde da et hotelværelse, den første nat," plejer jeg at indskyde.

En af de første gange jeg virkelig faldt igennem, var mit drengeklippede hår i børnehaven, hvor de andre børn ikke vidste om jeg var dreng eller pige. Så begyndte jeg i skole - det med hesten fandt de andre jo først ud af senere - men alle de andre piger havde så nogle små håndklæder med hætter med ører af kaniner eller katte eller bamser i lyse pastel farver og jeg kom med et slidt håndklæde med et logo fra NATO. Jeg tiggede min mor og sådan et håndklæde med en lille hætte og som den driftige kvinde hun er, syede hun da bare en hætte på mit Nato håndklæde, og så nægtede jeg simpelthen at tage rædslen med i skole. Jeg tror ikke helt min mor kunne se, det der med ørerne for sig. Nu var håndklædet så ikke bare en Nato-las længere - men der var syet en underlig knold på med grøn tråd i hånden. Heldigvis trådte min empatiske mormor til og sneg nogle hvide store vatterede håndklæder ind i hjemmet, jeg kunne tage med i skole, de havde godt nok ikke nogen hætte med kaninøre - men til gengæld havde jeg nu lært, at sætte pris på ikke at have Nato-hætte-tingen med. Så faldt jeg ligesom mere ind på rækken selv uden ørerne.

En del af mig vil så gerne være pæn og ordentlig og passe ind på rækken og iføre mig en lille tyl-ting og så stå og kigge harmdirrende på hende, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hende, der går i sært tøj og lugter af cigaretter og hest og hvis familie prioritere gode bøffer over H2O tøj og adidas strømper til gymnastik, og slet ikke kan se fornuften i at bruge tid på at se deres afkom jagte en læderbold, hverken på regnfulde søndage på en fodboldbane eller i en håndboldhal når solen skinner ude. Jeg ville meget gerne passe ind og have det alt det rigtige med striber og en træ-abe og ikke gå rundt med udadvendte fødder og grine for højt og nægte at spise op.

Men jeg langtidsammer, samsover og bor til leje - vi burde jo have købt hus og fået os to biler og et 8-4 job hver, imens Mathilde kom i vuggestue så snart hun blev 10-11 måneder --- vi burde være faldet ind på rækken i den rigtige rosa nuance ikke en lilla eller grøn ting med hjemmesyet hætte - men anskaffe os den samme pudderfarvede tricot som de andre børn til ballet. Jeg vil så gerne kunne stå der og strække min tæer rigtigt, mens vi kigger på hende med hovedet nedad, der ikke kan finde ud af det. De andre tænker, at hun gør det med vilje - men jeg tror simpelthen ikke, hun tænker over det og så hænger hun pludselig der, og opdager først for sent at alle de andre kigger og rynker på næsen.

Da vi startede til ballet i Oktober sidste år, var Mathilde lige bestemt (også), det barn, faktisk gik hun direkte hen og legede med barren, og fik sit hoved til at sidde fast, mens de andre børn fint løb rundt i en cirkel og svingede med deres stjernestav. Mathilde kom til at knække staven og nægtede at stå i cirklen. Jeg tvinger ellers Mathilde i håndklæder med små lyserøse kaninører, og jeg ser hende alligevel igen og igen være det barn, der løber væk fra læren og går sine egne veje - og det er måske heller ikke helt skidt endda - jeg mener, det er da meget sjovt med en pony i stuen. Måske er det slet ikke så skidt at have lært hjemmefra, at gå sine egne lidt skæve veje...