tirsdag den 2. januar 2018

Institutioner for børnenes skyld - næppe



Det undre mig altså tilstadighed, at store dele af den danske forældrestand tilsyneladende fuldstændigt har mistet alle deres kompetencer i forhold til det at have deres egne børn hjemme. Jeg hører igen og igen institutioner lovprises som det eneste sted i verden, der er i stand til at stimulere børn i alderen 1,5-5 år - og det er jeg efterhånden lidt stram i betrækket over at høre på. Jeg mener, en tumling er ikke så svær at underholde: En papkasse og en pakke farver og så er i kørende mindst 20 minutter - barnet op i kassen og så få foldet de håndklæder eller vasket det gulv ved siden af - så snart barnet er lidt ældre, kan det jo være med i det meste. Mathilde hjælper med alt herhjemme lige fra tøjvask til madlavning og hun elsker det.

Køb noget slim, noget modellervoks, hæld mel og vand sammen ude i haven, stik barnet en håndfuld kaffebønner, en fodbold, støvsugeren, det er ikke så svært. Derudover dør børn altså ikke af at kede sig, faktisk oplever jeg, at Mathilde udvikler sig helt vildt, når hun får tid til at gå og lege alene.
Børnene skal naturligvis også ud og lege med andre børn, men det kan jo sagtens ske i alle mulige andre sammenhænge end en daginstitution - start din egen legestue, og hvis du bor langt ude på landet, hvor der ikke er mange naboer - så har jeg sågar hørt om børn, der får lov at komme med på legepladsen i institutionerne eller mødes med dagplejemødre på legepladser.

Hvis du som forældre er nogenlunde velfungerende, så tror jeg fuldt og fast på børnene trives bedst hjemme de første 3-4år - dermed ikke sagt, at du også gør det. For her er humlen, institutionerne er jo lavet, så vi har et sted børnene kan være, mens forældrene arbejder. De er lavet som substitutter for forældrene, når det nu ikke kan være anderledes - og det er den forståelse, jeg møder fra andre voksne, når jeg bevæger mig uden for Danmarks grænser. Det er helt fint, hvis du ikke har lyst til at gå hjemme og dikke dikke dagen lang, men hold nu op med at sige til mig, at du sender en 10 måneder gammel baby afsted for barnets skyld. Og hold op med at sige, at du er ude af stand til at stimulere dit eget barn - med mindre du er syg eller svagt begavet, tror jeg altså nok, du kan bage en gang boller og fingermale en toiletrulle. Det er helt fair, at du bare slet ikke trives med at gå hjemme, men lad vær med at bilde mig ind, at en 1,5 årig ikke hellere ville være hjemme hos mor end med 10 andre børn på rød stue - og lad vær med at fortælle mig, at sprogudvikling, udvikling af finmotorik og sociale kompetencer ikke finder sted i hjemmet. Jeg mener al anden læring sker bedst i en 1:1 situation - mellem en voksen og et barn - du ville vel heller ikke smide fire trompeter, to fløjter og en violin indtil en flok 5 årige og så forvente, at om 3 år har vi et selvlært orkester?

Jeg kan godt forstå, det kan være svært og økonomisk uoverskueligt at tage springet og blive hjemmegående og jeg kan sagtens forstå dem, der hellere vil karriere og 8-4 job. Bare tænk over dine valg, lad vær med at være en lemming, der blindt følger flokken - tænk over dit liv og dine børns liv - vid med dig selv, hvad du opgiver at opleve og til fordel for hvad. Lad vær med at købe et hus og to biler, fordi man skal - gør det fordi du vil - træk vejret og tænk over dine valg! Hvis du bliver pip af at gå hjemme og hellere vil på arbejde er det da det du skal, men lad være med at sende dine børn i vuggestue for deres skyld, de vil helt sikkert elske at gå hjemme og lege med dig.