tirsdag den 9. januar 2018

At læse henover isen


Jeg skulle læse noget højt for Martin den anden dag og det er så længe siden, jeg sidst har læst højt, at det kom som et helt chock for mig, hvordan det egentlig var. Jeg kan godt læse højt, men det er skræmende og sært - det er som løbe henover glat is, der knækker bag mig - jeg kan hverken se frem eller tilbage - jeg er nødt til at være 100% i nuet og jeg aner faktisk overhovedet ikke, hvad jeg har sagt bagefter. Det er som om jeg lukker ned for noget i min hjerne og op for noget andet, der bare strømmer ud af min mund, uden jeg selv er bevidst om det. Jeg kan ikke beskrive det bedre.

Min ordblindhed gør jeg ikke kan sætte lyd sammen med bogstaver - det er virkelig sært - jeg mener, jeg kan godt sige K, hvis jeg ser et K og der er en del ord, hvor det giver fint mening - men også en del ord jeg bare aldrig lære og sådan er det. Jeg kan ikke høre, hvordan et ord staves og jeg er nogen gange ved at blive sindsyg, hvis jeg har et ord i hovedet - der bare passer perfekt til en sætning og jeg ikke kan få det ud på papiret - det kan føles som om jeg er ved at revne. Når Mathilde er vågen, kan jeg jo altid spørge (råbe af) Siri (sød og hjælpsom robot dame, der bor i min iphone) men når Mathilde sover, og alt mit fancy staveudstyr bare nægter at kende til ordet, jeg desperat forsøger at nedfælde, kan det føles klaustrofobisk. Jeg kan huske en lærer, jeg havde fået enetimer med, der simpelthen ikke kunne fatte, at jeg ikke kan sætte bogstaver og lyd sammen. Personen sad og råbte ordene af mig, med tryk på hver en stavelse efterfulgt af "Jamen, prøv nu at hør det, du kan jo høre E'et lige her!". Jeg forestillede mig altid denne lærer sidde med en blind elev efter mig og holde farver op, og skrige grøn, rød og blå - jamen så kig da!

Jeg elsker at læse bøger og jeg elsker at skrive - så det er jo nærmest tragikomisk, at jeg er ordblind - men jeg ser det nu også som lidt af en gave. Jeg kan få ting ud af tekster ingen andre kan se, jeg tror min underbevidsthed finder huller og sprækker, som ellers ville være dækket af mørtel og ud vælter nye fantastiske ting. Ordblindheden sætter mit tempo ned, når jeg er i litteraturens verden. Jeg er nødt til at stoppe og smage og studere omgivelserne og kan ikke bare lade mig falde frit ned i kaninens hul. Men det gør også, at jeg bliver hurtigere træt, at min tegnsætning og sætninger danser og sejler, og jeg kan sidde og blive arrig på et ord der ikke vil ud. Nå, ja og så, gør det jo, at jeg kan læse helt forfærdelige ting højt for Martin uden at ane, hvad jeg selv har sagt.