tirsdag den 23. januar 2018

At blogge til Verden



Jeg læste for lang tid siden en af mine ynglings mor-bloggere, nemlig Nutidens mor, fortælle om, hvordan hun næppe ville blogge uden et publikum - og jeg tænkte, ville jeg mon det? Mor jeg ved godt, at du trofast sidder derude - men derudover har jeg måske ikke den store fanskare at læne mig opad, og jeg skriver trofast videre. Jeg mener, jeg får emails og komentarer - men mine indlæg har små 100 læsere pr. styk i øjeblikket og jeg er super nysgerrig på, om det bare min mor og Russiske robotter, der støvsuger internettet eller, der faktisk sidder i snit 100 mennesker og læser med, i så fald føler jeg mig meget beæret - og tusind tak til dig, der netop sidder og læser. Men ville jeg skrive ud i æteren? Jeg er nok den type, hvis det da er en type? Der trofast stiller mig op på trækassen og råber afsted, selvom ingen gider hører på, hvad jeg siger. For hvorfor ville jeg egentlig blogge uden et publikum? 
Jeg mener, står jeg bare og råber ned i en tom hat? 

For det første blogger jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Jeg har en masse tanker og ideer, der bare skal ud et eller andet sted og i gamle dage villle jeg bare bruge min dagbog - men nu smider jeg det direkte ud i verden, og så kan min mor, svigermor og alle i andre, der er derude, måske få noget ud af det (om ikke andet så opdage, hvis det en dag rabler helt og så få mig indlagt). Hvis jeg ikke skriver på noget, har jeg en slem tendens til at gå skrive amok i diverse kommentarspor på facebook, hvis jeg ikke ligesom får afløb her og så er det nok bedre bare at blive herinde i mit eget univers, end at blive trist og deprimeret over alle de mærkelige mennesker, der skriver de underligste ting på facebook (og selv ende som en af dem).  

For det andet så blogger jeg, fordi det har jeg lovet mine undervisere og skrivekollegaer. Det er sådan en lidt sær grund at stå der og love det - men på alle de skrivekurser jeg efterhånden er blevet kastet ud i, afslutter vi altid med en lille kontrakt, og der skriver jeg troligt, at jeg vil skrive hver dag på min blog - som et sted at øve mig og være kreativ og bare for at få varmet fingrene lidt på tasterne - ikke nødvendigvis et helt indlæg og ikke nødvendigvis noget, der bliver til et indlæg, men der skal lige skrives lidt hver dag. Det gør noget ved min ordblindhed lige at vende et par ord hver dag, så jeg kan slet ikke undvære det. 

For det trejde skriver jeg herinde, fordi vi jo bor i udlandet og det er en måde at holde en form for tråd til det danske. Både sådan at familie og venner lige kan følge lidt med - men også pga. selve sproget. Jeg skriver så meget på engelsk lige nu, at jeg kan kokse helt rundt i mit danske - så det er godt lige at få vendt hjernebarken rundt på modersmålet ind imellem.


Endelig skriver jeg fordi, jeg simpelthen ikke lade vær. Jeg tror faktisk, det er sådan lidt en sindsyge forfattere generelt lider af. Jeg mener, jeg skriver og skriver og har den ene tekst efter den anden liggende i skuffen. Forfattere skriver jo ofte lige ud i luften en stor del af tiden. Jeg skriver altid med henblik på at få det ud, men det er jo en brøk del af det jeg skriver, der overhovedet kommer op ad skuffen og så er det jo kun en lille del, der endelig havner ude blandt et publikum. Så sandheden er jo nok, at jeg ville skrive, selv hvis jeg var det sidste menneske på jorden.