onsdag den 1. november 2017

Det glæder jeg mig til i November


Så blev det søde november, med mørke, regn og skumring - jeg glæder mig til Martins fødselsdag i morgen, og til min fødselsdag senere på måneden. Jeg glæder mig til at hygge med sang og danske flag. Jeg glæder mig til gode bøger, masser af varm te med honning og til fodbade med masser af skum. Jeg glæder mig til at hoppe i vandpytter med Mathilde og til levende lys ved aftensmåltidet, jeg glæder mig til at kysse regndråber af Mathildes næse og til at få købt de sidste julegaver og få sendt de sidste julekort afsted over Atlanten. 

Jeg glæder mig til at få vores lille sære badekar, der er blevet sejlet over Atlanten. Jeg glæder mig til, at Mathilde og jeg kan sidde sammen som sild i en tønde og hun forhåbentlig bliver en smule gladere for fænomenet hårvask. 

Jeg glæder mig til, at vi måske tager en tur op i bjergene og viser Mathilde sne for første gang - og ser hvor forundret og begejstret hun mon bliver. Jeg glæder mig til nogle fridage med familien omkring Thanks Giving og til at synke ind i mig selv i efterårsmørket og tænke på alt det, der lyser ud af mig og alt det jeg er taknemmelig for.