tirsdag den 24. oktober 2017

Min ambivalens i forhold til katte

Jeg elsker og jeg hader katte. Jeg har engang ejet et fuldstændig fantastisk eksemplar. Han var den største og tykkeste hankat, man kan forstestille sig og han gik under navnet Kissermus. Han var meget elsket og jeg får stadig en klump i halsen, når jeg tænker på, at han ikke er mere. 

Efter Martin kom ind i mit liv begyndte katte at være sådan lidt besværlige, for Martin er mildt sagt ikke en fan af katte - hans øjne og næse klør, han nyser og bliver træt og irriteret af at have dem i nærheden. Efter Mathilde kom ind i mit liv blev jeg konverteret til mild kattehader - først under graviditeten, hvor jeg jo havde fået besked på at undgå katte. De skulle af en eller anden grund heletiden hen og slikke på mine hænder (de gad aldrig værdige mig et blik, før jeg blev gravid!). 

Da Mathilde så kom til verden blev afskyen kun større, først over deres efterladenskaber i sandkasser - så irritationen over deres bakterier og parasitter, som Mathilde sikkert har fået sin ration af, da hun tilsyneladende synes kattemad er noget bedre end menneskemad og meget gerne ville spise af alle de skåle vi passerede. De har orm og lugter og de render alle steder og der var også den kat, der bed hende nytårsaftensdag 2016, da hun lige var et år og vi måtte omkring lægevagten. Vi skulle have gæster om aften og så sad vi ellers der og ventede på at få tilset hendes hånd, mens jeg bandende katte et sted hen, vi ikke nævner på denne blog. 

Men når jeg ser en kat forsøge at være i en alt for lille kasse på youtube - eller Mathilde råber mijav, fordi naboens kat spankulerer forbi - eller når jeg ser en killing tumle mod et stykke legetøj så smelter jeg fuldstændigt. Jeg ved dog, at vi aldrig får en kat i vores familie, men så drømmer vi om en hund i stedet.