torsdag den 19. oktober 2017

#MeToo


Wow, denne her kampagne har virkelig sat noget igang - jeg føler en hel ny verden åbner sig - tænk, jeg er ikke alene om at gå og være bange ind imellem. Så mange kvinder har rakt ud både online og off line, tusindvis af oplevelser, det er ikke kun mig, der oplever det! Min oplevelse på mange af de danske facebook-tråde er dog, at der stadig lige skal en mand ind og forklare, så lad os tale lidt om det:

1) Det sker jo også den anden vej, hvorfor er det kun kvinderne vi taler om?
Fordi, det er præmissen for denne kampagne min ven - jeg er utrolig ked af dine følelser er såret og du som mand føler dig overset, er mit første råd, at skynde dig at sætte #metoo på din facebook. Prøv derudover, at tænke på kampagnen som værende rettet mod alle de kvinder, der har diabetes - det er sjovt, at den slags ikke får tusindvis af mænd til tasterne omkring alle de hanskønsvæsner, der også er ramt -- og for de fleste giver det god mening, at mænd måske ikke lige inkluderes, når vi forsøger at vise verden, hvor mange kvinder, der egentlig har diabetes - også selvom det er vigtigt at se på diabetestendensen hos mænd også.

2) Det er ikke alle mænd, der forgriber sig på kvinder!
Nej, det er det da heldigvis ikke - og det tror jeg da, de fleste nogenlunde normalt begavede kvinder også har opfattet - ellers tror jeg, vi simpelthen var flyttet ud på en øde ø. Det er jo heller ikke alle, der kører på cykel uden hjelm - men derfor er kampagner vel ok at stable på benene for dem, der så gør eller hvad? Vi må hermed kun lave kampagner om noget ALLE gør?

3) Det demoniserer mænd!
Ved at pege på hvad mænd foretager sig, hver dag rundt om i lille Danamrk? Det gør lidt nas at få åbnet øjnene for os alle sammen uden at kunne trække den-brune-mands-land-kortet. Men kære mand bag tasterne, vi demoniserer jo heller ikke alle bilister gennem kampagner omkring sikker kørsel - de fleste af os dater jo videre, gifter os og får sågar børn med en mand - eller sætter os i bilen igen - så vi kvinder ser nok ikke dit køn helt som djævlen selv. Hvis du føler dig så dæmoniseret, så prøv at kig indad, har du selv været upassende eller er du blevet seksuelt chikaneret og er det det, der får dig til tasterne - at du nu føler dig demoniseret? Hvis ja, så brug lige en dag eller to på at tænk over hvorfor og skriv det ned.

4) Det slår splid mellem kønnene!
Jeg hader ordet kønskamp - fordi det lyder som om, vi slås om et stykke landjord og en af kønnene uværgeligt taber kampen. Mænd taber jo ikke, ved at kvinder får en lige løn, lige vilkår og kan gå mere trygt på gaden. Virksomhederne skulle nok kunne køre rundt selvom alle fik lige løn, og mændende, der ellers er til det, ikke længere havde helt så frit spil til gramserier, cat-calling og hvad der er værre. Jeg tror på begge køn vinder på den lange bane, hvis vi tør italesætte problemerne.

5) Jamen, hvad med alle de kvinder, der godt kan lide et kompliment eller tænder på det?
Jamen, hvad med de kvinder, der tænder på SM, hvorfor kan jeg ikke gå omkring i gågaden og svirpe med min pisk?  Når din kone står og hænger ud i jeres hjem, finder hun det måske tiltrækkende, at du presser dit køn mod hendes bagside - men det gør en 16 årig pige i bussen næppe. For alle de kvinder og mænd, der tænder på at blive begramset af fremmede findes der jo klubber og p-pladser, hvor man kan mødes - DR har lavet en dokumentar, jeg engang så men ikke kan huske navnet på - så du må kunne google dig til, hvor du kan finde kvinder, der også synes dit lem er sjovt. Derudover tror jeg ikke helt, du har fattet forskellen mellem et kompliment og chikane - måske har det svært ved at synke helt igennem hos dig - så lad mig prøve at give et eksempel på et kompliment: Da jeg lige mødte Martin og vi var ved at lære hinanden at kende, kan jeg huske, jeg stod og stirrede smilende op på han og han hviskede, at jeg havde de smukkeste øjne - det var rart og dejligt og varmede helt ud i tæerne - det er sådan man giver et kompliment --- at råbe, at man vil voldtage nogen ud af en bilrude, mens man køre forbi er knap så meget et kompliment. Jeg gik omveje i Århus, fordi jeg ikke ville forbi de huse, der var ved at blive restaureret - jeg magtede ikke, at få tilråb og få ødelagt min dag af håndværkernes tilråb. Jeg hader det - det gør mig bange og det gør mig ked af det - selv om "God røv!" er venligt ment. Prøv at forestille dig 10-15 2.5 meter høje skæggede kvinder, du ingen seksuel interesse havde i råbte af dig?

6) Det er bare så noget feminisme pis!
Hmm nu er jeg en hjemmegående lettere konservativ husmor, der bare gerne vil kunne færdes i verden uden hele tiden at være skide bange for dit køn - kan vi starte den der? Jeg hælder til pro-life, men synes kvinder i høj grad burde kunne bestemme over, hvem der lige skal svinge deres lem i ansigtet på dem i al almindelighed og bestemme over deres krop og hvem der griber dem hvor. Ja, kvinder bør sågar også få lige løn for lige arbejde heri 2017, hvor vildt det end lyder - og hvis du tilnærmelsesvis er enig, så er du jo også feminist min fine ven!

Tjaa, det er i hvertfald skræmmende, at jeg stort set ikke kender nogen kvinder, der ikke har prøvet en eller anden form for sexuel chikane fra en mand. Faktisk synes jeg, det er OK, at det store tavse flertal af mænd, der ellers lader stå til, krymper sig lidt - de fleste kvinder lever med den lille frygt i baghoved, hver eneste dag.