fredag den 27. oktober 2017

En strikket kærlighedserklæring

Åh farmor, hun strikker og strikker og vi elsker hendes strik herhjemme. Kan man få større kærlighedserklæring som barnebarn end at smyg sig i noget, der er vokset direkte ud af farmors hænder og livlige strikkepinde.

Mormor hækler gryderlapper, så jeg ikke brænder fingrene - og jeg selv host host - ja, jeg kan hverken det ene eller det andet og kommer nok heller aldrig til det. Jeg prøvede at strikke, men får så ondt i nakke og skuldre og strikker altid strammere og strammere.

Et år, for mange år siden, før mænd og børn kom ind i vores liv, gav veninderne og jeg hjemmelavede gaver til hinanden. Det var lykkedes mig at få strikket en meters pølse af noget meget fint lavendelfarvet mohairgarn inden juleaften oprandt - pølsen skulle egentlig være et halstørklæde, men det rullede sig ligesom om sig selv, og det var også sådan tykt og tyndt, fordi jeg spændte så meget. Så strikkede jeg det strammere og strammere til mine fingre blev røde og så løsnede jeg igen. Jeg gav også min veninde, de ekstra garnnøgler, der aldrig nåede ind i pølse-halstørklædet og hun spurgte pænt, om hun måtte travle det op og strikke det på ny. Det sagde jeg ja til.

Farmors strik er ikke pølset, det er lige og blødt og fyldt med kærlighed og ikke spændinger. Her i efteråret finder jeg også sjaler og små sjælevarmere frem fra gemmerne og sender farmor en meget kærlig tanke.