torsdag den 7. september 2017

Pølser, Grønsager og noget om at miste

I går var det ellers meningen, at jeg skulle have været til bogklub med Zelda-bogen - men Martin skulle til gourmet Michelin madlavning med arbejdet, så jeg måtte pænt blive hjemme og spise pølser og dampede grønsager med Mathilde, mens Martin sendte fotos af sine lækkerier. Nu lyder jeg slemt forurettet, men jeg havde ikke rigtig åbnet bogen og jeg elsker at hygge med Mathilde. Vi så 4 afsnit Sofia The First og spiste øko-oreos til dessert.

I går fik også meget triste nyheder fra Danmark - et meget afholdt familiemedlem er sovet ind, og det føles så uvirkeligt, når det er så langt væk. Jeg ville ønske, jeg kunne kramme og trøste, men mine arme kan ikke nå over Atlanten. Det er så hårdt for børnene - lige meget hvilken alder man har, er der en del af en selv, der bare dør med den mistede forældre.

Da min far døde, havde jeg mistet kæledyr og bedsteforældre, men sorgen var så anderledes med ham, og næsten ikke til at bære. Jeg havde engang set en far, der krympede sig, når han så på os børn, fordi han selv havde mistet sin søn. Jeg så også faderen lige efter sønnens begravelse - han lignede et vildt dyr, han skreg og græd og hans kammarater holdt ham fast, så han ikke selv hoppede i døden foran en lastbil. Det var første gang jeg oplevede et menneske i en sorg, der ikke er til at rumme. Da min farfar døde, løb tårer nedad kinderne på min faster og min far, men det var et farvel, der ligesom kunne være i kroppen, et forventet på gensyn - hos drengens far sprængte sorgen alt.

Da jeg mistede min far, føltes det som en stor del af mig selv døde - og det gjorde den jo også - den pige jeg var i min fars øjne kommer aldrig tilbage. Men nye dele vokser frem over arret - Martin og hans familie kom ind i mit liv og nye finurlige dele af mig selv voksede frem (og vokser stadig). Det var dog først, da vi fik Mathilde, at jeg kunne begynde at begribe faderens sorg - da Mathilde røg på neonatal og vi frygtede, hvad der skulle ske - hver dag med Mathilde og den enorme kærlighed, der omslutter alt og nogen gange næsten heller ikke kan være i kroppen. Jeg ved ikke, hvad sønnen hed og jeg kan ikke længere huske faderens ansigt - men jeg forstår ham, jeg håber aldrig, jeg selv mærker den form for sorg, det er at miste et barn - jeg tror, min krop ville sprænges indefra af tårer.

Det at miste en forældre rykker også en selv tættede på graven, det at miste et barn smider os bare ud i ingenting. Man ser andre miste en forældre og så miste den anden forældre - skutter sig og kryber sammen, for gennerationerne tager en omgang og triller ud over kanten, snart er vi selv bedsteforældre. Nu græder jeg en stille tåre for det hjertelige og lattermilde væsen, jeg var så heldig at få lov at kende i Århus og rækker i tanken ud til Danmark.