mandag den 11. september 2017

Lidt om at gå hjemme (og ikke gå i ring)


"Nu skal du passe på, at du ikke går helt i stå af at gå hjemme," fik jeg slynget i ansigtet af en velmenende bekendt, jeg smilede bare og gik videre med det var igang med. Jeg kunne dog alligevel ikke lade være med at spekulere på, hvad hun egentlig mente? Jeg mener, jeg kalder mig selv hjemmegående, da jeg jo har valgt, at Mathilde (og Martin) er den(m), jeg prioritere højest i nogle år. Jeg kalder mig selv for hjemmegående, fordi jeg elsker titlen og nyder at have tid og ro. Jeg kalder mig selv for hjemmegående, fordi det er jo hvad jeg er, jeg går jo hjemme og arbejder ud af hjemmet. I Danmark bliver jeg tit mødt af et lidt tomt blik og en uforstående mine, mens folk forsøger at regne vores økonomi ud og sætte mig i en eller anden ny mærkelig bås.

Bevares, jeg tager da opgaver ind, hvis jeg simpelthen ikke kan lade være, og jeg studerer jo også lidt Creative Writing ved UC Berkeley - hvilket jo må gøres under barnets middagslur eller om natten - men, jeg ser mig selv som Mathildes mor, og det er min vigtigste opgave - vi har jo ikke fået hende for bare at putte hende i hænderne på en nanny og så ellers bare selv køre derud af. Så kunne vi jo have valgt at fortsætte vores barnløse tilværelse.

På Linked In kalder jeg mig selv "writer" i mangel af bedre. Nogen antyder, at jeg som hjemmegående, jo nok bare sidder herhjemme og piller hår af benene og venter på Martin kommer hjem, imens vi langsomt vokser fra hinanden. Nogen tror, man keder sig og slet ikke har en identitet uden en titel eller et fast job. Nogen ved ikke, at de mennesker, der hver dag siger, hvad disse nogen skal lave, jo også er mennesker - det er ikke fordi "lederene", er dalet ned fra himlen, at du nu sidder bag skrivebordet og udfører opgaver for dem, de er ikke valgt af en eller anden højere magt fra oven - de fik også røde numser som baby og pillede bussemænd, da de var 3! Du kan faktisk godt lede dig selv - jo, du kan, hvis du virkelig prøver, så er det faktisk muligt.

Jeg forstår simpelthen ikke mennesker, der siger de ikke kunne "gå hjemme" - der må da være noget de brænder for, noget de gerne vil? Tænk, hvis de var blevet sat på jorden før der var et arbejde og et hjemme? Ville de så bare sidde forenden af grotten og stirre rokkende ind i bagvæggen, indtil en af de andre hule-mennesker kom og tog dem i hånden og førte dem ud i morgenlyset og satte dem igang med noget? Ville disse nogen kunne eksistere i en verden uden jobs, mellemledere og frokostpauser, eller ville de simpelthen hensygne mellem puderne i sofaen?

Naturligvis, bliver det da ensomt, hvis du ruller gardinerne ned og nægter at forlade hjemmet - men det er vel heller ikke det, en selvvalgt hjemmegående gør eller hvad? Selvfølgelig skal lysten og økonomien være til det, men så er det altså heller ikke værre. Kom nu ind i kampen venner, så start en netshop eller bare bag en masse boller og gå ud og giv dem til dine naboer - livet er da uendelig svært, hvis du altid skal sidde og vente på, at andre sætter dig igang.