onsdag den 20. september 2017

Hey, jeg er altså også en af de der dovne invandrekvinder!


Det kommer måske som et chock, men, jeg er jo altså også en af de der dovne hjemmegående invandrekvinde, der nægter at sende mit to-sprogede barn i institution. Den anden dag var jeg så uheldig at støde ind i et af de der mugne indlæg på facebook, der er sådan lidt brune i kanten og hvis kommentarspor efterlader dig med en følelse af, at du har fået noget behåret i munden, og du så kan gå og kæmpe med at få hårene ud igen de næste mange timer efter, du har læst det.

Jeg kan faktisk ikke huske selve indlægget - men er heller ikke sikker på, jeg har lyst til linke til det - men kommentarsporet brændte sig ind på min nethinde. Hold da fast, hvor dansken var ude og svinge hammeren over den hjemmegående dovne invandrekvinde. Jeg fik helt ondt i maven over sprogbrug og også over hvor vigtigt, det åbenbart er for dansken, at forældre IKKE holder deres børn hjemme fra institutionslivet, selv mens de er helt små. De skal bare afsted i institution, død og pine, og så skal invandremanden bare hjem og igang med en fifty-fifty ordning omkring støvsugning og vasketøj og det LIGE NU!

Men, hør nu her venner - for nogen kan familien jo godt gå en smule forud for velfærdsstaten - for nogen kan det, at prioritere ikke at sende de små 0-3 årige afsted kl.7.00 hver morgen i hænderne på fortravlede pædagoger med et kort vink fra fedtet rude, måske gå forud for en fifty-fifty ligestilling i hjemmet - og for nogen kan det være vigtigt selv at tilbringe de første leve år med de små trygt i hjemmet. Som mor til en to-sproglig, der har spurgt alle de fagpersoner vi tilnærmelsesvis er kommet i nærheden, hvordan vi bedst lærer Mathilde sprog, siger de alle som en: Tal dansk, tal dansk, tal dansk - så kommer det amerikanske senere, det vigtigste er, at hun får et stærkt fundament på jeres modersmål. Ingen har nævnt institution eller sprogtest eller integration i det amerikanske samfund. Men det gælder åbenbart kun for danske invandrere i USA og ikke for invandrere i Danmark?

På mig virker det altså meget sært og nærmest østblok-agtigt, at de små mennesker koste hvad det vil, bare skal institunaliseres i statsdrevne vuggestuer med frikadeller på menuen. De skal altså bare afsted og sidde mellem 10-15 andre børn, med meget mindre voksenkontakt end hjemme og lære at få tørret næse på række og sove på skemalagte tidspunkter - så de efterfølgende kan komme gennem skolesystemet hurtigst muligt og ud og tjene ind til velfærdsstaten.

Kvinden er frisat! Ligestilling, velværdstat og lønarbejde frem for alt, og så må børnene bare opbevares så længe eller hvordan? Jeg er så ovenud taknemlig over det liv, vi lever lige nu - jeg er så glad for at have mulighed for at opleve en hverdag med Mathilde, at se hende udvikle sig, knytte venskaber og lære nye små ting hver dag. Tænk, at Martin kunne gå hjemme og arbejde ud af hjemmet de første 8 måneder af hendes liv og få alt det med - ja, han arbejder lidt rigeligt nu og så er det faktisk fedt, at jeg har klaret vasketøj, indkøb og på gode dage næsten alt det praktiske, så han bare kan træde ind og lege med hende, når han kommer hjem. (Ellers hjælper han da selvfølgelig med til at få hjemmet til at køre). Det er jo nu hun er lille og har brug for os - tiden flyver afsted, om lidt er hun en teenager, der smækker med døren, og så flyver hun pludselig ud i verden, og vi sidder tilbage og har pludselig alt tid i hele verden til at betale skatter og pudse vinduer.

Men hvad med deres stimulering? Altså, nu er livet udenfor institution jo ikke lig med et liv for nedrullede gardiner uden kontakt til omverdenen. Det er for mig en fuldstændig gåde, at mødre påstår, de ikke selv kan stimulere et barn på 1.5år!? Jeg mener, sæt ham i et badekar med en skål ærter eller lidt mel og vand og se ham hygge sig. Nej, du kan ikke ligge på langs og tjekke facebook eller skrive på din blog i timevis med en to-årig i huset - men Mathilde elsker jo bare at være med, i alt det jeg laver. Hun putter i vaskemaskinen, piller æg, hiver alle bøgerne ud af reolen og sætter dem lidt skævt på plads igen. Vi går til musik, gymnastik og legestue - vi læser bøger, køber ind og leger med mudder i haven og fingermaling ved spisebordet. Det kræver altså ikke det helt store at stimulere en to-årig og institutioner er ikke saliggørende i små børns udvikling (med mindre, forældrene er derude, hvor de har svært ved at tage vare på barnet). Det er jo ikke sådan, at folk i andre kulturer går helt i stå ved 18 måneder og står i vejkanten og venter på, at en professionel kommer og tager over.

Der er helt sikkert en masse fine vuggestuer - og en masse børn, der trives fantastisk i dem. Jeg har selv arbejdet i en vuggestue og elskede det og ikke mindst de søde unger. Det var en kæmpe gave og et stort privilegie at bruge min hverdag med disse små vidunderlige mennesker, og jeg gav dem alt, hvad jeg havde at give og de gav det tifold igen. Men, det lærte mig også, at jeg meget nødig ville gå glip af alle disse vidunderlige øjeblikke med mit eget barn - fordi det bare var så magisk og fantastisk at opleve disse udviklende år i et barns liv. Så længe folk ikke indkassere sociale ydelser på et falsk grundlag og ellers ikke generer nogen, så er det vel OK, at de nyder deres små børn? Og at vi invandrekvinder aktivt vælger at tage del i deres udvikling og være der 100% for dem i de første leveår?