fredag den 1. september 2017

Det glæder jeg mig til i September

September er netop startet - en hel ny måned frisk og klar til nye eventyr. Jeg glæder mig til Labor-Day-ferien, hvor vi faktisk endnu ikke ved, hvad vi skal, hvilket jeg også glæder mig over.  Der er noget fedt over bare at tage spontant ud i det blå. Vi har snakket om at tage til LA, Oregon eller Hawaii - men da vi faktisk havde glemt lidt (ok, jeg havde faktisk glemt det), at der kom nogle fridage susende lige om lidt, har vi ikke helt fået bestemt os tids nok til lige at kunne booke, hvad vi vil. Måske ender vi med en smuttur til Carmel eller bliver hjemme og tager i San Fransisco Zoo eller noget helt 3. hyggeligt og eventyrligt. 

Jeg glæder mig til efteråret starter, til at få gang i pejsen, til at træerne skifter farve, til at læse og skrive fantasy i skumringen. Jeg glæder mig til te og kager under et tæppe på terrassen, og til vores mos i haven bliver grønt igen og til duften af regn mod fliserne, jeg glæder mig til at se Mathilde suse afsted i parken på sit løbehjul, og til at give Martins hånd et klem, der betyder, jeg elsker ham mere end han aner, og jeg glæder mig til at træne videre så min ryg og mave kan blive som nye igen. 

Jeg glæder mig også til at sidde indendøre på de rigtig varme dage og nyde kulden fra vores AC og til at fylde badebassinet og drikke lemonade under rosentræet. Mest glæder jeg mig til at være sammen med de to søde, jeg deler efternavn og adresse med, og bare hygge os på vores fantastiske eventyr.