mandag den 4. september 2017

2 år, en Abby og en skræk for læger

I sidste uge var vi til 2 årsundersøgelse - jeg havde lykkeligt glemt alt om det under festlighederne for Mathilde, og havde faktisk aftalt et lille skype opkald mandag formiddag, som jeg måtte aflyse. Jeg var ved at gå helt ned med emotioner omkring Mathildes vaccine, da jeg søndag opdagede vores lægetid på kalenderen.  Jeg fandt straks vores lægebog frem om Totte, som vi har fået af min lægeveninde Lene og en lille blå kuffert med træ-læge-gear - og så forberedte jeg ellers Mathilde på næste dags genvordigheder (efter bedste evne). Totte er lidt 70'er agtig, så der sidder børnene uden tøj på allesammen i venteværelset og den er fra tiden, da man stadig sprittede af inden stik - men ellers er den super - og Mathilde elsker at lege læge med dukker og bamser. Hun har sågar fået en kittel med tilhørende stetoskop af Martins søster.

Det var med bævrende knæ, sved på panden og en stor klump i halsen, at jeg trillede klapvognen over dørtærsklen til lægenskontor. Jeg kunne slet ikke have det, det med at de skulle stikke i min lille pige! Mathilde var glad og hjalp med at udfylde spørgeskemaet - måske kunne hun mærke, mor havde brug for lidt opbakning i venteværelset og der var ikke ti-vilde heste, der kunne få mig til at lade hende komme ud af klapvognen og lege med det legetøj, det lidt blege barn ved siden af os netop havde hostet udover. Der gik totalt Maude Varnæs i den og håndspritten kom rigtig i gang, da vi efter sygeplejersken havde målt og vejet Mathilde lod os være alene i lægerummet. I USA går lægen fra rum til rum og så sidder patienterne, derinde og venter --- dvs. Mathilde mere tumlede rundt og rev papir af briksen og gik op og ned af vægten og fik sprittet hænder igen og igen, mens vi ventede. 

Lægen var sød og effektiv - Mathilde er i super form, langt foran sin alder intellektuelt, og "fint" med motorisk - dvs. ikke bagefter (hverken mor eller far har jo heller skilt sig markant ud på det motoriske). Så kom sygeplejersken ind igen - og nu skulle Mathilde stikkes og jeg skulle holde armene - jeg tror, det var værst for mig. Mathilde græd lidt, fik lidt mælk og så fik hun tøj på og vi tøffede af igen - hun græd lidt on/off og pegede på stikket på benet og jeg lovede hende guld og grønne skove, fra det der forældredyb af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed, der sidder lige nedenunder og lidt til venstre for navlen. Jeg mener, hun var ikke et sekund i tvivl om, at der var en dame, der lige havde gjort noget super ubehageligt ved hende - og jeg havde svært ved at trænge igennem med statetikker omkring farlige sygdomme - så vi gjorde det eneste rationelle. Vi købte en stor Abby dukke til Mathilde - for som alle ved kan Abby trylle! Hvergang Mathilde kom i tænke om vaccinen tryllede Abby lige engang og så gik det hele væk - jeg har aldrig været større Sesame Street fan en nu!