mandag den 7. august 2017

Livet er for kort til kvindefodbold

Ok, livet er også for kort til mandefodbold, håndbold, tennis og tour de france. Vi er blevet konfronteret med fodbold på groveste herhjemme. Mathilde er blevet spurgt, om hun dog ikke vil spille med på mini-put holdet hver lørdag formiddag henne i parken, jeg tror desværre, hun ville synes det kunne være sjovt. Men jeg tror simpelthen ikke, Martin og jeg er fysisk i stand til det. Jeg mener at slæbe os derhen og foregive interesse for fodbold. Jeg synes det er rigtig sjovt selv at dyrke sport, dog ikke fodbold, håndbold eller lignende. Men jeg forstår simpelthen heller ikke det der med, at gå op i fodbold. Altså småfede blege mænd med Danebro på kinderne, der sidder bag tvskærmen og skriger af millionærer fodboldmænd, der på lidt for stive ben jager en oppustet læderbold rundt på en græsplæne.

Jeg forstår heller ikke, alle de mænd, der hver sommer iklæder sig en lidt for stram cykeldragt anno 1998 og pumper rundt mellem flade kornmarker i Danmark, mens de hører Jørgen Leths nasale ryst for deres indre øre, og giver fingeren til alle øvrige bilister --- der måske ikke lige er med på, at her køres der cykelløb i klumper, ikke på række, så er de jo ikke et cykelfelt eller noget?

Jeg er ked af det, men jeg dømmer dig som mindre intelligent, hvis du bliver hjemme for at se fodbold, istedet for at tage med i mindeparken og drikke rosé under solen. Vi har så lidt tid på denne smukke planet, og så er det det du vælger at bruge din tid på - mit kreative hjerte kan slet ikke forstå, du ikke hellere vil skabe noget, læse noget smukt eller bare nyde noget smuk kunst istedet for.  Jeg dømmer dig som en idiot, hvis du står og skriger som en gal af folk, der løber rundt på banen bag skærmen, når du ikke selv er med på holdet. Fair nok at du vil glo på det i stedet for at læse en god bog, men drop skrigeriet! Jeg mener bevares, jeg spilder også min tid på at følge min mors fly (on/off) over Atlanten, når hun flyver over til os - men jeg sidder jo ikke skriger "Til højre! Til Højre!"... "NEJ, syd om Canada! SYD!" til en pilot 4000 kilometer væk, i den tro, at jeg som enkeltperson med min råben kan ændre ruten flyet tager. Det er måske også lidt naivt at tro, at jeg ved mere om at flyve over Atlanten end en pilot, der ikke laver andet. Jeg dømmer dig altså også som lidt en taber, hvis du insisterer på at delagtiggøre mig i fodboldresultater, jeg på ingen måde er interesseret i at høre. Specielt hvis det er hoverende, ja, jeg har boet i Århus i mange mange år og kalder det min danske hjemby --- men det rager mig, hvordan byens sportshold klare sig i de danske småligaer. Der er jo ikke fordi, jeg ikke selv er i stand til google mig til resultatet for to mellemstore provinsbyers opgør på grønsværen, at jeg ikke kender til det. Det er fordi det mildt sagt rager mig en høstblomst. Ja, lad os også få det på det rene, at jeg er klar over, at en spiller, der befinder sig tættere på mostanderens mål end bolden og de øvrige modstandere (minus målmanden) er i en offside position. Vidste du, at det gælder for hele hans krop minus armene? Så han må faktisk gerne stå og stikke armene ind bag en modstander --- og hold nu kæft med det offside, du er ikke et geni, fordi du kan reglerne i din lille hobby-sport. Jeg ville da tro, at du var mindre begavet, hvis du gik så meget op i fodbold og ikke engang havde sat dig ind i reglerne.

Agrr Touren skal jeg da også lige brokke mig lidt over, den er jo bare fyldt med folk på stoffer og håndbold er og bliver bare for en tand for midjysk-brovten til mig, både kvinde- og mandehåndbold. Kun hvis der var nogen med jeg kendte, kunne jeg lige oppe mig at se en kamp. Jeg er ked af, jeg endnu ikke har set mine nevøer eller niece spille fodbold, og træt af jeg aldrig fik set Mai-Britt spille håndbold mens jeg boede i Århus, og jeg er glad for, jeg fik set Martins søster Maiken løbe en halvmaraton gennem Århus's gader. Men, ellers så keder jeg mig bare noget så grusomt, når jeg ser sport, og jeg fatter ikke folk gider glo på det --- jeg går ikke op i det, jeg gider ikke høre om det, og jeg har faktisk lavet en lille liste af ting, jeg hellere vil bruge min tid på en at se på andre, der dyrker sport:

Jeg ville hellere...

1) Se et fire timers program om konvoluttens historie
2) Sidde og læse tilfældige sider under bogstaverne X og Z i et leksikon
3) Klippe mine tå-negle i tusmørke
4) Ligge på ryggen og stirrer op på skyerne i regnvejr
5) Se på en snegl, der ligger æg under en busk
6) Pudse mine egne og alle Martins sko
7) Tælle alle bøgerne i reolen
8) Bare sidde i mørket og ikke se noget overhovedet
9) Vaske op i hånden efter 50 gæster
10) Trække hår ud af panden på mig selv i et forsøg på at forme mine øjenbryn

Søde Mathilde, jeg er ked af, hvis vi som dine forældre hermed fratager dig en tidlig start på en gloværdig fodboldkarriere, men far har græsallergi, mor har fodboldallergi, og vi vil hellere sove længe og gå ud og spise brunch og drikke mimosa'er lørdagformiddag end at sidde og foregive interesse for fodbold. Undskyld Skat!