lørdag den 19. august 2017

Enhjørninger og Havfruer



Ja, jeg har været nede af begge veje der fører til havfruer og enhjørninge, og googlet, pinterestet og kigget i butikker - jeg har også været nede af jungle-dyrsvejen, katte-vejen, Lego-vejen, prinssese-vejen og næsehorns-vejen - Mathildes fest får "temaet" pink, guld og 2, sådan! Hun og Martin var ellers blevet enige om et næsehorn- og enhjørninge tema. 

Jeg mener, 2017 er enhjørnings år rent fest-tema-mæssigt, så jeg kunne bare fylde kurven med enhjørninge og så klippe et par næsehorn ud i pap. Men det føles sådan lidt underligt med de der temaer, som vi forsøger at proppe nedover Mathilde. Vi blev derfor alle 3 (mest mig) enige om at droppe det, også fordi Mathilde ikke på den måde er interesseret i det endnu.  Jeg synes selv under-havet-havfrue-temaet, med fisk og havfruer ville være fantastisk at lave og sætte op - men Mathilde interesserer sig ikke så meget for det lige nu. Er det ikke også enormt udansk med et tema? Nå, men nu bliver det sådan lidt tema-løst og pink/guld og jeg elsker det. Mathilde elsker pink, så hun vil helt sikkert også elske det. Vi skal male og klippe to-taller og putte glimmer på og så skal der bages og laves mad i næste uge. 

Det er sjovt med trends og tendenser - for et par års siden var flamingoer det hotteste tema, lama'er fik en kort opblussen specielt heri december, og nu danser enhjørninge i gaderne - selv Star Bucks lavede et stunt på det med den famøse drink. Jeg er meget spændt på Mathildes næste fødselsdag - hvor hun jo selv kan være meget mere indover, og så bestemmer hun 100% temaet.

Mathilde kigger og peger hver dag på den store lyserøde pakke med løbehjulet og glæder sig til alt det lego, hun tror er i den ---suk! Jeg tror nu, hun bliver glad for løbehjulet, når hun finder ud af, hvad det er. Men nu er farmor så trådt ind på banen og redder dagen - vi har nemlig modtaget et styks pakkegods til Mathilde fra farfar og farmor (og en mindre til hendes dukke, Dut, der åbenbart heller ikke skal snydes - super sødt!) - nå, men farmor har meddelt, at der skulle komme en stor pakke med lego også. Tusind tak til farmor, Mathilde bliver helt vild i varmen. 

Det lykkedes mig også endelig sammen med Mathilde, at finde på party favors til hendes fest - selvfølgelig skal hver gæst da have en bog med hjem. Jeg har bestilt nogle stykker på nettet, og så går vi sammen ned og vælger resten. Hver bog får en fin sløjfe og en hilsen fra Mathilde og så kan hvert barn ellers vælge en bog eller to, når de går. Mathilde elsker jo bøger, så det er jo bare oplagt!