tirsdag den 13. juni 2017

Nær-døds-oplevelser, gaderåberi og måske en ny klapvogn...



Puha, havde en rigtig grim oplevelse i går - Mathilde og jeg kom frejdigt gående, det vil sige Mathilde sad i klapvognen og grinede. Vi skulle ind og spise ved Mathildes bedste veninde, og vi drejer ind i indkørslen til deres lejlighedskompleks. Der holder en postbil og en bil i en garage med moteren tændt og bagenden ud mod os - føren har kæmpe store mørke Hepburn briller på, men slår straks bilen ud af bag-gear, da hun ser os ---- dvs. det tror jeg, så jeg vinker glad til hende og går bagom hendes bil, midt ud for bilen bliver lysende dog tændt igen, og jeg når ikke at undvige. Klapvognen sætter sig fast og skrider, mere og mere ind mod bilen, mens jeg hamrer på bagagerummet som aldrig før. Jeg laver mit grand final slag mod bagagerummet, mens den der del af hjernen, der er ti-gange klogere og hurtigere end jeg er, allerede har planlagt det er sidste slag, før jeg hiver Mathilde ud og lader bilen æde klapvognen. Heldigvis stopper damen, der nu endelig har set os. Vores klapvogn har mistet et hjul og holder stille, mens damen ruller vinduet ned. Jeg ser rødt - jeg hiver i første omgang min mobil op og begynder at tage billeder af nummerplade og bil - og så siger hun gudhjælpemig, "Er der sket noget med min bil?". Her koger jeg lidt over og råber om hun overhovedet fatter, at hun nær har dræbt mit barn.

Hun stiger, efter mit råberi, ud af bilen og undeskylder - jeg vælger at tro, at hun indtil nu simpelthen ikke har set Mathilde. Jeg ryster og vil have hendes nummer --- jeg beder om ID og hun stikker mig sit kørekort, men jeg kan godt mærke, jeg lige har brug for et par friske øjne på det hele og ringer op til vennerne, der står klar med aftensmad. Maj, den søde kok, får tåre i øjnene, da hun ser klapvognen, så jeg kan godt mærke, jeg nok har grund til mine meget rystende hænder, min råben og de tårer der nu drypper lidt ned ad hagen. Postbuddet er nu kommet til og står og forsøger at sælge en brugt klapvogn?! Jeg tænker, han på en eller anden måde må have misforstået hele situationen eller være lidt småt begavet?! Solbrilledamen giver mig sit telefonnummer og vi går hver til sit. Martin henter os efter maden og får i løbet af natten sat dækket på og rettet forhjulet, så vi nu kan køre. Så vi har været til musik og på legepladsen i dag.

Jeg troede ikke Mathilde mærkede så meget - men hun vågnede 6-7 gange i nat med mareridt og jeg har nok også holdt hende lidt ekstra tæt hele dagen. Damen vil gerne erstatte vores klapvogn, men det er jo en af de helt dyre top-of-line-modeller med en-hånds-styring og bagudvendt stol. Så tænker, om hun stadig vil det, når hun hører, hvad den koster. Nu kører den jo også igen, dog noget mere slingrende end før. Alle i mødregruppen mener dog, at vi bør få en ny vogn af damen. Jeg tror nok også, jeg er enig, så må vi se, hvad hun siger...