fredag den 9. juni 2017

Honningmanden

Honning er det nye sort - alle allergigere bør anskaffe sig lokal honning og indtage en skefuld hver dage - nyeste forskning siger det altså! Sådan lyder det her i Silicon Valley, og jeg ved ikke om honningtrenden også har ramt Danmark eller dør ud inden? Men her spiser alle over 12 måneder lokal rå honning. Jeg hoppede naturligvis også straks med på trenden, selvom jeg teknisk set kun er allergisk overfor min nye solcreme (eller det var vist bare fordi, jeg fik den i øjenene), og ikke alt den pollen honningen skulle hjælpe på. Men altså Martin og Mathilde nyser af pollen, så honning skulle skaffes til huse. Martin nægtede pure at gå med på det lokale marked i søndags - faktisk beskrev han det som "helvede på jord!". Det er lige stærkt nok synes jeg, men tror faktisk jeg er medvirkende til helvedes-oplevelsen for Martin, da jeg altid skal røre ved alle de lokale råvare, dufte, smage og snakke i en uendelighed. Markedet er som at vandre ind i en lokal coffeetable-kogebog, i ved med instagram billeder på alle siderne, og jeg elsker det! Nå, men jeg gad ikke selv traske afsted og jeg havde desuden ondt i ryggen oven på min søndags-yogatime, og honning skulle jo skaffes - nu galt det pludselig liv eller død, eller ihvertfald familiens nysen. Jeg kontaktede derfor en lokal honingmand, hvis bier flyver lige her i Menlo Park. Han havde postet på byens intranet (ja, sådan et har vi her i provinsen), at han lige havde høstet staderne (hedder det høstet?) - nå men han solgte nu nyfanget honning ihverfald, og som en anden Peter Plys vejrede jeg honning i morgenluften. Jeg skrev straks, at jeg gerne ville have et glas og han skrev straks, hvor det skulle leveres! Fantastisk, tænkte jeg! Jeg smed min adresse, mit telefon nummer og gemte sågar nogle dollars udenfor, hvis han skulle komme, mens vi ikke var hjemme (det var jo søndag). Mandag sover Mathilde trygt i sin klapvogn lige inden for døren og jeg farer rundt med en lydløs støveklud i køkkenet og har glemt alt om honning, da to friske ring lyder på hoveddøren. Som en gal trold af en æske farer jeg ud, river lydløst døren op og sender det mest rasende "shhh" man kan ud til afsenderen af de to ding dong... Der står så en 23 årig adonis, med blond hår og undskylder nervøst, mens hans fisker et glas honning op af rygsækken. Her går det op for mig, jeg fakstisk havde troet, at honningmanden ville levere i fuld ornat, altså med nethjelm og det hele. Jeg havde også troet honning var noget man først begyndte at dyrke, når man ramte de 50, som om man først der, virkelig har roligheden og erfaringen til at omgås bier... Han er virkelig ked af at have vækket Mathilde, og jeg er nok også lidt ked af at åbne døren som en kombi af trold og lille my iført rødt raseri, med strit hår og rengøring op og ned ad armene. Så skrev undskyld til ham senere, blandt andet fordi, honningen er den bedste jeg nogensinde har smagt, jeg har aldrig smagt noget som det. Det er som om alle somerens blomster er blevet tilsat lidt lakrids og hældt på glas... Honningmanden påstår, at dette altså ikke er den bedste høst han har haft og jeg undskylder igen, for jeg altså nødig gå glip af et glas mere af den gyldne herlighed. Jeg er dog den eneste i huset, der troligt tager en skefuld mod allergi hver dag. Jeg tager den dog forebyggende, da jeg jo teknisk set ikke har skyggen af pollenallergi.