tirsdag den 18. april 2017

Morgener og æggejagt


Jeg elsker vores stille morgener, jeg nyder, at Mathilde kan sove længe og vi kan ligge og putte og så spise et stille måltid -- jeg tænker allerede, åh åh, hvad så når hun skal i skole?! Men der kommer nok en tid, hvor jeg vil nyde mere tid til arbejde og mig selv. 

I weekenden fik vi spist en masse lækker mad, vi fik jagtet æg og vi fik sågar bestilt et nyt og større autosæde til Mathilde. Æggejagten tror jeg ikke, vi gentager før Mathilde selv vil, det var meget specielt med 100 børn og voksne der knoklede rundt på en fodboldbane og samlede æg op. Man kunne også mærke forskellige kulture kom på lidt på tværs, da nogen fyldte deres kurve med 20-30 æg og nogen holdt sig til de 4 styks, vi fik at vide, vi måtte samle pr. barn. Vi var rebelske og tog 5--- både Martin og jeg holdt stramt igen. Jeg tænker, vi nok begge synes, det var helt fint at begrænse mængden af slik Mathilde ville indtage, samt mængden af sprøde små stykker plastic legetøj, der flytter ind i vores hjem. Derudover kunne vi så også stråle os i at være blandt dem der næsten fuglte reglerne ha ha. Men det var sjovt og sødt at brandvæsnet at arrangere -- Mathilde var allermest fascineret at en kæmpe oppustelig brandmand, men tror vi holder vores egen æggejagt næste år.

Lige nu nyder jeg bare ikke at have afleveringer --- jeg fik A+ som afsluttende karakter, så det er bare super og jeg nyder selv at disponere over min tid igen. Jeg er sågar begyndt til sport igen--- så noget ballet-barre-træning, udover min søndags yoga. Det er virkelig godt, og jeg kunne næsten ikke gå igår. Da jeg gik til det før Mathilde, hoppede jeg jo bare på en masse hold. Nu er det pludselig ikke så nemt, men der er børnepasning tilknyttet stedet. På torsdag skal vi ned og prøve det, og se hvor længe Mathilde lader mig træne eller om hun bare hygger sig en helt time selv...