søndag den 7. august 2016

Happy Breastfeeding week!

Nå, lige lidt mere om amning her på bloggen i anledning af amme-ugen, der jo slutter i dag. Vi havde jo en lidt svær start på amningen herhjemme, da Mathilde jo røg i kuvøse lige efter fødslen og ikke rigtig kunne spise den første tid. Men vi kom efter det, skal jeg da lige love for. Vi har efterfølgende ammet i parker, på et WC i Wholefoods på mors dag, på utallige restauranter, på første klasse i et fly, hvor vi begge faldt i søvn og tusind andre steder. Nu nærmer prinsessen sig så et år, og jeg kan forstå på mine danske veninder, at så stopper amningen i Danmark oftest, eller man går ihvertfald over til at blive kaldt langtidsammer, hvis man fortsætter --- uden nogen egentlig spørger hvorfor? Er det bare kulturelt, fordi barslen typisk stopper ved et år eller hvad tænker i? 
Mathildes børnelæge her i Menlo Park, har sagt, at 75% af Mathildes fødeindtag bør være modermælk ved etårs-undersøgelsen. Har også hørt dagplejemødre og vuggestuer, der mener amning bør stoppes ved vuggestuestart?! Her, hvor vi bor, pumper de mødre, der går på arbejde som regel ud på arbejdet og giver flasker med i daycare, og alle os hjemmegående ammer lystigt i dagtimerne på vores picnictæpper i parken. Alle har også krav på en gratis brystpumpe fra hvad end for en sygeforsikring de har - så jeg fik både den gratis og vi endte faktisk med at investere i to andre også, da jeg pumpede løs de første måneder. 
I denne amme-uge, er jeg nødt til at sige igen, at jeg er målløs over, at danske cafeer kan afvise ammende mødre - det er fuldstændigt grotesk i min optik. Det eneste argument jeg har hørt for dette amme-tabu-bizarre-cafe-hetz-mod-mødre var, at det kunne skræmme søde ældre amerikanske turister væk og derved påvirke omsætningen - new flash Danmark - heri USA er jeg beskyttet ved lov, og må amme ALLE offentlige steder! Hvis du åbner din biks for offentligheden, så skal du servere for alle, både for "frastødende" ammende mødre, for homoseksuelle, for alle racer og religioner, for handikappede, og for søde ældre amerikanere. Jeg er fuldstændig i chok over, at cafeer kan afvise mødre, der ammer i Danmark! Jeg er også nysgerrig - skal de have skilte i vinduet? Eller kan de smide ud, når du lige har fået sat dig til rette og betalt for kaffen?