mandag den 13. juni 2016

Øv, vi er stadig syge :(



Øv, vi har været og er stadig ramt af slem forkølelse - altså Mathilde og jeg. Må sige torsdag var slem, da jeg havde så høj feber, at jeg næsten ingenting kunne og Mathilde var ved at få en fortand og heller ikke helt på toppen. Nu snotter vi bare og venter på den anden fortand ;) Tror ikke vi kommer så meget ud i denne uge, men nu må vi bare tage den med ro. Martin agerede superhelt i weekenden. Da vi skulle til at sove - faktisk sov Mathilde allerede tungt - opdager jeg noget inde i lampen over vores seng. En gigantisk edderkop fanget i loftslampen! Martin mener ikke den kan komme ud og at vi bare kan sove trygt videre under den. Men jeg får så, hvad jeg vil kalde en mindre araknofobisk nedsmeltning, da det for mig er temmlig mareridtsagtigt at kunne høre den pusle lige over os i sengen. Jeg er klar til at pakke bilen og drage afsted til Alaska, eller til at rykke madrassen ud i køkkenet og bare forsegle soveværelset for eftertiden. Jeg mener, har vi virkelig brug for det værelse? Martin tænker hurtigt og får formuleret en plan. Jeg og baby redder os ind i stuen - imens Martin med en hånd skruer lampen ned og holder tændt støvsuger i den anden hånd stående på sengen. Han går i aktion og får bæstet suget ind og vi kommer alle i seng igen... Og så.... Gru! Opdager Martin, at dens fætter sidder lige over døren - igen reddes baby og mor ind i stuen, mens Martin tager kampen op i sovegemakkerne, denne gang med en hårbørste, da støvsugeren står forseglet i køkkenet... Han er intet mindre end  en helt! Han er den bedste ægtemand i hele verden og edderkoppekampene toppede bare en weekend, hvor han har passet os og hentet lemonade, pandekager og formidable cupcakes! Hvor han har vasket tøj, skiftet bleer, og støvsuget. Hvor han har nusset, kysset, og fået os alle tre til at grine! Og ikke mindst båret over med en meget syg og let klynkende viv, der havde brug for store mængder omsorg... Tak fantastiske Martin :)