onsdag den 27. januar 2016

Silicon Valley

Sidste weekend tog vi på en lidt spontan tur til Palo Alto og Menlo Park for at rekognoscere - Martin skal til at være mere på kontoret og der er for langt fra vores lille Seal Beach. Der er dog også et kontor lige midt i Palo Alto,  og da vi ikke er helt tændt på at flytte til Santa Monica, måtte vi lige op en tur og kigge på det hele. Det vidste sig at området omkring Stanford er rigtig hyggeligt og fyldt med nørder som os ha ha, så selvom det bare var en lille ferie endte vi med at give et bud på et lille bitte hus vi gerne vil leje. Vi er blevet godkendt i første omgang og går nu og bider negle og venter på at høre, om vi så endelig får det i de næste 12 måneder (kryds fingre for os!).
Det ligger i Downtown Menlo Park, med gåafstand til : Stanford Universitet, Downtown Palo Alto og toget til San Fransisco, det er super småt men perfekt til os, så vi håber at flytte derop 1. marts!!!

Mathilde var bare en knag på turen og der var ingen gråd eller noget - hun er så sej og så på en 8 timers køretur! Vi boede første nat på et Best Western, der ikke kunne finde vores reservation, men opgraderede os til en suite, da jeg efter lidt tid i bilen kom ind med meget træt Mathilde og spurgte om vi måtte låne toilettet (note til selv, ankom gerne ved midnat til hoteller med træt baby ;)). Resten af tiden boede vi på The Epiphany i Palo Alto, det er et super dejligt hotel og kan varmt anbefales, hvis man skal noget på de kanter. Vi gik lange ture - faktisk gik vi mere end vi har gjort meget længe heri Syd Californien (Mor, jeg har et par nye løbesko til dig!) jeg blev nødt til at købe sko, da mine små LA ballerinaer ikke kunne klare mosten, og jeg måtte købe dem 2 numre for store pga. vabler. Nå men naturen deroppe er bare fantastisk smuk og vi kørte gennem det ene mere fantastiske panorama efter det andet.

Det bliver noget af en omvæltning fra surferby til universitetsby og det bliver svært at starte forfra og sige farvel til alle vores fantastiske venner og naboer heri Seal Beach - men hold op hvor bliver det også spændende og sjovt at bo i midt i det hele deroppe og jeg glæder mig til at udforske San Fransisco!