torsdag den 21. august 2014

Drømmedagbøger


Mai-Britt er blevet kandidat i Biologi og Historie (HUUURRRAAA!!! og kæmpe stort tillykke) - det er jo helt fantastisk! Jeg elsker, når noget på den måde slutter og noget nyt begynder, det er som at kaste sig ud på dybt vand i et nyt eventyr, lige dele frygt og glæde over mulighederne.

Det fik også mig selv til at tænke over, om jeg er på rette vej i forhold til mit drømmeliv - og hvad mit drømmeliv egentlig er?
I lang tid virkede det jo uopnåeligt, at komme til at bo 3 minutters gang fra Stillehavet og se delfiner lege på sin morgentur, nu sidder jeg så her...

Jeg har lært at 5 årsplaner ikke holder, at det man drømmer om tit ender med at være noget helt andet og at jeg altid bør være åben og klar til de muligheder livet kaster efter mig i stedet for at holde mig til rigide drømme. Men husker jeg nu at drømme?

Tiden synes at suse af sted, mens jeg krydser punkter af i min kalender og skriver sider på akkord. Hver dag er et eventyr med ture langs havet, fantastiske retter og masser af kærlighed, men kan hverdagen hive en ned selvom ikke to dage er ens?

Det er alt for længe siden, jeg har siddet og drømt for mig selv - det er alt for længe siden, Mai-Britt og jeg har drømt sammen. Derfor købte jeg et sæt drømmedagbøger til os - jeg har allerede taget min i brug. Glæder mig til at høre, hvad Mai-Britt mon skriver i sin, hvis hun vil fortælle det?