fredag den 9. maj 2014

Fredags-Tanker om, at livet er for kort til flow-TV

Åhh dette indlæg har luret længe i mit baghoved. Faktisk siden vi smed vores TV ud i 2009. Selvom det kunne være fedt, hvis det havde været sådan et øko-bevidst-hipster-valg, var det nu bare, fordi vores gamle TV gik i stykker.

Pludselig skulle vi til at leje film, gå på nettet eller læse i en bog om aftenen, for at udfylde tomrummet efter TVet. Vi gik endda så langt som til at spise med øjnene rettet mod hinanden og begyndte at føre længere samtaler. Jeg var først lidt skeptisk, fordi jeg savnede at kunne tænde TV'et og bare høre på stemmerne, når jeg trissede alene rundt i lejligheden - men så opdagede jeg Radio24syv og lydbøger!

Nu kan jeg slet ikke holde almindelig Flow-TV ud - det er jo forfærdeligt, at jeg ikke selv kan vælge, hvem, hvad og hvornår! Hvorfor skulle jeg dog sætte mig hen og zappe - jeg sætter mig da heller ikke bare ind på en restaurant og siger "sæt noget foran så æder jeg det, om jeg kan lide det eller ej, ellers må jeg jo sidde gennem retterne til der kommer noget jeg kan lide - og forresten ved i hvad, det er fint med mig i lige laver nogle pauser, hvor jeg kan bladrer i reklamekataloger under måltidet, helst lige når jeg skal til at tage en stor bid af bøffen - og helst længe nok til, at jeg lige når at glemme bøffen."