torsdag den 3. april 2014

Tang som snack

Jeg er begyndt at spise temmelig meget tørret tang! Jeg havde fået en teori om, at alle mine sygedage skyldes iod-mangel, ja, jeg ved godt, man aldrig skal google symptomer for længe ad gangen. Men altså, der stod på det alvidende internet, at tang var en god kilde til iod, så jeg greb straks to pakker snack tang i Trader Joes og dumpede dem i kurven (til Martins forbløffelse). Efter en kort debat, omkring diverse indkøb af ting, man ikke helt kunne gennemskue smagen af - blev det besluttet, at vi gennemførte tang-indkøbet mod, at jeg stod inde for, at tangen naturligvis ville blive indtaget og ikke havnede i skraldespanden. 

Da jeg åbnede den første pakke, natural, og lugten af havvand stod op i mit ansigt, troede jeg at slaget var tabt. Heldigvis kunne tang stykkerne proppes ind i munden og skyldes ned ganske hurtigt. Havånden og smagen af fisk måtte jeg dog døje med i timerne efter. Sådan blev den første pakke nedsvælget på en blanding af stolthed og ren og skær vilje. 

Det var derfor en stor overraskelse, at den næste pakke tang - den med wasabismag, ikke havde den samme lugt af hav. Jeg proppede ihærdigt dagens to obligatoriske tangstykker i munden - og vidste, at nu skulle jeg bare have nedsvælget denne pakke, så var slaget om tangen vundet. Denne tang smagte dog helt fantastisk - som chips med wasabi, knasende, lækre og sprøde. Jeg ved ikke, hvem der blev mest overrasket, Martin eller jeg - men jeg ringede straks og delte oplevelsen - og Martin den fantastiske mand, hjembragte straks 6 pakker tang med wasabi, som nu jeg fortærer med stor glæde ;)