onsdag den 16. april 2014

Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub af Mary Ann Shaffer og Annie Barrows

Dette er simpelthen en af de sødeste og dejligste bøger jeg længe har læst. At læse den, er som at få et knus af en bog. Den gæve hovedperson Juliet modtager et uskyldigt brev fra en Mr Dawsey Adams, der bor på en af de britiske kanaløer. Hun responderer og inviteres ud på øen, og denne rejse vender mildest talt op og ned på hele hendes storbytilværelse. 

Historien foregår lige efter 2. Verdenskrig - hvor øen i modsætning til resten af Storbritanien har været besat af Tyskland. Juliet dykker ned i øboernes liv under besættelsen, og selvom det lyder som en noget trist omgang med sult og børn, der sendes til fastlandet i 5 år uden kontakt til forældrene, så er bogen bare så hjertevarm, at den på ingen måde bliver trist. 

Bogen er skrevet som en brev veksling mellem personerne og gennem brevene bliver der lukket op til små historier og til personernes indre liv, på en måde en traditionel roman slet ikke formår. 

Hvis du har brug for et kram fra en dejlig hjertevarm bog - så læs den!