lørdag den 29. marts 2014

Utroskab og nye visitkort

Ja, jeg har fået disse (ret cool synes jeg selv) visitkort eller business cards som det vel hedder herovre. Jeg har dog ikke fået delt så mange ud endnu - Faktisk kun til Martin, også glemte jeg et, jeg havde brugt som bogmærke i en bog fra biblioteket. Jeg var meget tæt på at give det til to mormoner, der netop havde givet mig deres visitkort og en udgave af Book of mormons - men jeg havde ikke rigtig lyst til, at de ringede, så jeg sagde, jeg ikke havde nogen telefon, selvom min taske vibrerede. 

Jeg har også fået at vide, at det er vigtigt med en hjemmeside. Altså nu er Smilets By jo min lille blog til famile og venner i Danmark - men nok ikke sådan at betegne som min hjemmeside. Desuden er den ikke på engelsk, hvilket vist er temmelig vigtig for amerikanernes forståelse af, at det overhovedet er min hjemmeside. Så jeg er begyndt at være Smilets By utro med en blog på engelsk - den er ikke helt færdig endnu, men jeg skal nok linke til den, når den kommer op at køre, og så giver jeg champagne til dem, der kigger forbi her i Seal Beach til lanceringsfesten ;)