fredag den 14. marts 2014

Fredags-Tanker om at ødelægge serier for andre


Nej, selvom det er rigtig flot, at du har brugt alle weekendens 48 timer på at se netflix, så gider jeg ikke høre om, hvem der dør i slutningen af serien!

På den anden side! Ja, jeg er helt sikker på, at du ikke ødelægger noget ved at forberede mig på, om nogen bliver slået ihjel i den her scene - ellers går jeg i seng - jeg kan ikke holde det ud! Fortæl mig nu bare for H*€%&%€, om jeg kan åbne øjnene igen!

Jeg opgav "Dexter" efter et meget uforberedt mord på en elsket person, der fik mig til at græde snot i 1.5 time, mens Martin stirrede bekymret på mig, og vi blev enige om, at det nok var et af de dødsfald, jeg gerne ville have været forberedt lidt på. Samtidig er jeg bare pissesur på Politikken over en af deres meget afslørende overskrifter omkring "House of Cards". Sådan kan jeg godt være lidt ambivalent med, hvilke oplysninger jeg ønsker omkring plottet i de serier, jeg følger med i på netflix. Men please lad nu vær med at skriv slutningen på facebook, eller som overskrift i avisen - når uhyggen kryber ind på mig, skal jeg nok selv spørge - men mindre du ved, jeg vil græde snot i flere timer, så hvisk det til mig...