fredag den 15. november 2013

Fredags-Tanker om knæ-og-albue-digte

Tjaa, nu skriver jeg jo selv digte, og dem kan man mene om, hvad man vil. Men jeg læser flere digte, end jeg skriver. Oftest er de digte jeg læser, mine egne digte langt overlegne i kvalitet og udtryk. Men imellem digtene jeg læser, er der en kommet en lille knasen i mit højre øre, som nogen gange bliver temmelig insisterende, jeg kalder den knæ-og-albue-digte.

For mig findes der digte, så findes der diiiigte og så findes der knæ-og-albue-digte. 

Ja, digte i almindelighed er rare at læse, de er fine og afrundede, selvom sprog og semantik kan stritte i alle retninger og så sætter de altid et eller andet igang. Men så glemmer jeg dem igen. 

Diiiigte er den slags digte, der bare ikke kan slippe mig igen, ofte er de ikke altid så rare at læse, og så kan de sidde i dagevis og hviske mig i øret. Diiiigte kan også være ualmindeligt rare at læse, og så hælder de honning udover min hverdag i uger efter, jeg har læst dem. Diiiigte er altid fantastiske!

Men så er der knæ-og-albue-digtene en helt særlig genrer. Jeg forstå ikke, hvem, der udover forfatteren, får noget ud af at læse dem, og desværre synes jeg, der dukker flere og flere op. Ærligt talt virker det, som om forfatteren bare har siddet og skudt tilfældige ord ud af ærmet uden mål og mening. Måske er det i virkeligheden digtsatire, og jeg har bare ikke fattet det? 

Der var en gang, hvor det var nyt og smart at knække sproget, det var chokerende og spændende, det føltes som at kaste sig ud i en kold sø med tørt tøj på! Men det er ikke fedt at kaste sig ud i en kold sø igen og igen årti efter årti, og selv når springet ned i søen øges, eller jeg iklæder mig mere tøj oven på det våde, føles det efterhånden noget monotont. Knæ-og-albue-digtene virker som uafrundede ordstykker, der lige er faldet ud af øret. Oftest forventer knæ-og-albue-digtene at blive taget meget alvorligt, men jeg kan næsten ikke lade være med at le.

Digte behøver ikke være stringente eller have en særlig rytme, de må gerne være brudt op og flyde udover papiret. Jeg elsker, når digte provokerer mig med opbrud og sproglige finurligheder. Men de skal være noget ellers er det bare ualmindeligt selvhøjtideligt komik. 

Knæ-og-albue-digt ala Maja

Mit knæ
yogamåtten
albuen falder
rammer 
et skud
fyldt med kraft
saften fra et æble
giv mig
cykelpumpen
luftfyldte
dæk.