onsdag den 13. november 2013

At drukne i elendighed og alligevel finde smilet

Jeg savner at sidde under træer, der forsvinder alt Verdens elendighed op i luften og videre ud i rummet.

Der er hjemløse, der spiser mine rester fra skraldespanden. Der er så mange børn, der aldrig oplever at kunne læse. I Japan dræber de grædende delfiner med økser, mens grise skriger i lastbiler ned gennem hele Europa, og jeg er kommet til at spise GMO-brød med GMO-pålæg. Afrika virker nogen gange som et stort sort hul af elendighed, med voldtæger, malaria og katastrofer i en uendelighed. Indien er fyldt med slum og kvindeundertrykkelse, Rusland hader bøsser og Kina ved vi aldrig rigtig, hvor vi har. Det er helt sikkert sultne børn under kummerlige forhold, der har syet min t-shirt, men hvis de ikke syede min t-shirt, ville de blive solgt til tyske sexturister, og jeg har været i Sea World, og grædt med spækhuggere, hvis rygfinder hænger slapt ned til den ene side, så man bare ved, de er ulykkelige. Nestlé vil tage patent på vandet og jorden og sælger fattiges vand på flasker til de rige. En af mine veninder tror ikke på, at der findes et eneste barn, der sulter i Amerika, hvilket giver mig hovedpine. De fleste, jeg kender, der er over 50, vil helst sidde og mindes holocaust, der jo også rummer en ganske betragtelig mængde elendighed, men dog er lidt sværere at gøre noget ved lige nu, hvilket giver mig mavepine, når jeg tænker på de små børn, der dør af sult omkring lige nu, og som jeg ikke kan gøre for, at de ikke var med i 2. Verdenskrig. Der er så meget, der skal fikses i Verden lige nu, men hvor skal vi starte?

Jeg aner det ikke. Jeg står op hver morgen og smiler, jeg drikker min kaffe og ser på elendigheden gennem en skærm. Den er rykket lidt tættere på, men de hjemløse jeg ser ud af mit vindue. Jeg pakker vores flasker i poser og ligger dem øverst i skraldespanden med håndtaget, så de er lige til at tage og gå over for pant for. Når jeg husker det, har jeg altid dollars i lommen, jeg kan give ud til dem der sulter, når jeg glemmer det, bliver jeg rød indeni af skam over mit forbrug. Jeg køber afladsbreve gennem Røde Kors til jul, køber lokalt og økologisk, når jeg kan. Jeg søger på nettet efter tøj, der ikke er syet af børn, og køber kaffe, de siger er plukket under ordentlige forhold. Det gjorde jeg nu også, dengang jeg kunne sidde under træer, nu er følelsen af elendigheden bare mere tyngende. Jeg skal have fundet mig nogle nye træer at sidde under.