torsdag den 3. oktober 2013

Smør i ørerne

Jeg er begyndt til yoga på biblioteket - hver tirsdag går jeg smilende gennem byen, med min nye yogamåtte svingende kækt på ryggen. 
Selve yogaen er dog ikke særlig hård, jeg føler mig kun nogenlunde gennemstrukket, når vi er færdige, alligevel går jeg gennem byen med et stort smil hver tirsdag.
Vores yogalærer fylder os nemlig op med selvværd og positive tanker i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Hun går rundt mellem os og hælder smør direkte ned i øregangen på hver og en af os, alt i mens vi laver øvelserne.
Derudover slutter vi altid af med en lang afspænding, og når vi er afspændente som regnorme, vender vi os om i fosterstilling, mens hun læser op for os af ren og skær velvære sætninger. Det er ikke bare 00'ernes "you are loved!" eller "elsk dig selv, du er stjernestøv" monotomt fremstillet fra en båndoptager, eller råbt af en selvhjælpsguru - det er små historier, eller en slags digte med grunde til at elske dig selv, og lade sig fylde op med positive tanker om sig selv og være nærværende.
Jeg lapper det i mig, men kan alligevel ikke lade vær med at tænke: Hvorfor kan jeg dog ikke bare selv fylde mig op med selvværd? Hvorfor har vi så svært ved at se, hvor fantastiske vi hver især er? 
Jeg tænker ting om selv, jeg aldrig kunne finde på at tænke om andre. Jeg ville da aldrig holde op med at elske Martin eller en af mine veninder, fordi de fik en lille dele på maven - eller begynde at slå dem oveni hovedet med det, hver gang de tænkte på lakrids. Jeg ville da aldrig hive uheldige situationer frem fra den foregående dag og holde en veninde vågen med dem den halve nat, og sige hvis bare du havde sagt eller gjort sådan. Jeg ville derimod ønske, jeg kunne hælde selvværdssmør direkte ned i øregangen på hver og en af mine fantastiske veninder, og så vil jeg simpelthen til at være lidt mindre hård mod mig selv ;)