mandag den 9. september 2013

Grønne kogebøger og et totalt minimalistisk zen-køkken

Ja, altså Martin er ved at ligge et pasta mustache på den smilende Gwyneth Paltrow. 

Nå, men derudover er jeg blevet helt vild med at sidde og bladre i lidt grønnere kogebøger med fantastiske billeder. Jeg har endnu ikke fået lavet en eneste opskrift fra bogen her - men billederne er flotte ;) 

Gennem de sidste måneder har jeg bestilt den ene kogebog efter den anden hjem til vores lokale bibliotek - og siddet og bladret og bladret ved siden af den hjemløse mand, der ser ud som om han sover, mens jeg har svælget i de smukke mad billeder.

Min bagtanke var jo, at jeg på et tidspunkt ville igang med at lave nogle af opskrifterne - og jeg ville gerne have amerikanske opskrifter, da mel af uransagelige årsager opfører sig anderledes på denne side af Atlanten, da vådt gær (alm. dansk gær) kun kan købes i baglokaler fra oldtyske bagerier og da mange ingredienser blandt andet pasteuriserede æggeblommer anses som en myte blot.

Jeg er ikke helt kommet igang endnu - både fordi vi spiser rigtig meget ude, men også fordi det er så let at købe mega sundt take away og ja, fordi jeg holder mig til de sikrer klassikere, som jeg rent faktisk har fået til at fungere trods svigtende mel og manglen på æggeblommer. 

I vores køkken har vi heller ikke helt nok udstyr til de helt store udsving - vi er dog meget stolte af vores nyerhvervede kagerulle, derudover har vi to rugbrødsforme, en stor og en lille gryde, en pande og én stor skål. De første par måneder blandede jeg dej og serverede salat i den store gryde - ellers gør vi meget i at anrette på tallerknerne... Man kan sige vi har et meget minimalistisk zen-agtigt køkken helt uden overflødigt udstyr.

Min mor har truet med at sende en hvidløgspresser - jeg er ellers blevet ret god til at hamrer hvidløg ud med panden...