fredag den 6. september 2013

Fredags-Tanker om briller med mørklægning


Åhh jeg skal snart have nye briller, og her i Seal Beach er det nødvendigt med solbriller 360 dage om året. I Danmark tog jeg kun briller på i gråvejr eller når jeg var syg og alligevel ikke gik ud - ellers smækkede jeg jo bare mine solbriller ovenpå kontaktlinserne.  

Hmm, men her er jeg jo så nødt til både at have et par briller og et par solbriller med styrke... Hurraaa - to sæt briller uden dårlig samvittighed, fordi det simpelthen er påkrævet! 

Nej! Forkert! Både vores udlejer og vores gode nabo har foreslået mig at få briller med de der glas fra 80'erne, der automatisk bliver solbriller, når man går ud i sollyset. (De har dem selv!)

Brrrkkkkkggggllll jeg ved ikke rigtig. En del af mig kan se det smarte i det, hvis man kører bil ved solnedgangstid og ikke vil fedte med et brilleskift på motorvejen - en anden del af mig, har observeret en vis latenstid i forvandlingsprocessen, og frygter derfor kortvarig solblænding ved selv samme solnedgangstid, hvor jeg ellers blot ville beholde solbrillerne på lidt længere end nødvendigt.

Derudover skal mine solbriller helst være store som møllehjul, mens mine briller gerne må være lidt mindre og med lidt mere neutralt stel...  Jeg synes også, hmm at forvandlingsbrillen hører en lidt anden generation til end min (eller er det bare mig)???!!! Det kan sagtens være blevet super moderne med transformationsbriller, mens jeg kiggede væk?!

Jeg har forgæves forsøgt at spotte, hvem der bærer forvandlingsbriller i Seal Beach - men det er umuligt uden at følge efter folk ind i butikker og opfinde sære spørgsmål, så de har ansigtet vendt mod mig, mens brillen eventuelt forandres - eller vente udenfor og observerer om folk, der går ind med solbriller kommer ud med klart glas - for alle har jo som sagt solbriller på, så jeg må spotte nogle indeni butikkerne med klart glas og tage den derfra og simpelthen spørge dem, men så langt er jeg endnu ikke kommet i min brilleefterforskning.