fredag den 23. august 2013

Fredags-Tanker om spejle og træning...

Jeg begyndte til noget, der hedder PopPhysique i sidste måned (http://www.popphysique.com/). Det er helt fantastisk og forfærdeligt på samme tid. Jeg har ikke været i stand til at sætte mig og fredags-filosofere over oplevelsen før nu!

De lover, at man får en af de der Hollywood-drømmekroppe, og man lover så til gengæld at møde op, ikke sagsøge dem og ikke pive for meget. Og pive gør man, for det er simpelthen så hårdt og smertefuldt i musklerne. Men det er også fantastisk, fordi trænerne er fyldt med smil, musikken er eminent og ikke mindst, fordi man træner i små lyserøde sokker (jeg er lige så ophidset over sokkerne som det med pungrotten)!!! Nå men alt dette må der komme mere af i andre blogindlæg ;)

Den ting, der fik disse fredagstanker igang er, at hele den ene væg i træningssalen er et spejl. Jeg har da godt nok et spejl, der står på gulvet i soveværelset og et over vasken på badeværelset - men dem har jeg jo ikke sådan bevæget mig rundt foran eller siddet og strukket ud foran og set hvordan min ryg krummer og mavedellen vælter frem.

HOLD OP ET CHOCK! Jeg mener, min mave befinder sig jo under spejlniveau på badeværelset - og mine dobbelthager var langsomt svundet ind grundet juicing og let løbe/gang træning - men nu i træningssalens spejl væltede min mavedelle udover mine lår. Samtidig var min holdning i nakkeregionen (formentlig af at sidde og skrive hele tiden) fuldstændig forrykt og en gigantisk tantepukkel var vokset frem! 

Nu, mens dette skrives, er der heldigvis gået lidt tid med den intensive få-en-Hollywoodbikinikrop-at-tage-med-på-stranden-træning og det virker. Så nu bliver spejlet rarere og rarere at kigge i, og jeg må sige det var fantastisk med et lille wake-up-call fra spejlet. Dog er delen der stadig, men på retur og tantepuklen er der taget skrappere midler i brug mod - som kommer på en senere blog ;)

Mit fredagstankespind ender på, at man altid skal elske sig selv som man er, sine former, smilerynker og det hele - men ligefrem at lade maven vælte ud til alle sider, når jeg nu godt ved, at det udelukkende skyldes Martins chips, der igen og igen forsvandt fra skabet på magiskvis og alle de dejlige burgere og milkshakes jeg igennem de sidste måneder har kastet i hovedet på mig selv ;)Jeg glæder mig til, at jeg også er parat til at trække i hotpants og en lille top, mens jeg smiler til mig selv i vægspejlet, men det vare lige lidt :)