onsdag den 12. juni 2013

Mine 10 bedste tip til Vegas!




En dag, da jeg sad og browsede over temaet Vegas fandt jeg den mest ubrugelige guide til byen, jeg nogensinde har set! Den foreslog blandt andet, at man droppede Vegas Buffeten til fordel for Denny's - hvilket svarer til, at foreslå turister i Danmark, at tage en dejlig tur på en dansk motervejscafe eller snuppe en hotdog i 7eleven frem for at smutte ind på en af vores dejlige gourmet-smørrebrødsrestauranter og smage et stjerneskud serveret på Royal Copenhagen. Artiklen kom også med det glimrende foreslag, at man skulle undgå at bruge hotellets hæveautomater og i stedet gå ud i Vegas sidegader og hæve penge - ja, for hvem vil ikke gerne stå i en skummel sidegade i en fremmed by med hænder fyldt med kontanter? Derfor vil jeg nu gøre mit ypperste til at videregive de ting, jeg lærte af min tur til dette fantastiske og forfærdelige sted;

1. Gå aldrig ud i sidegaderne! Du har slet ikke lyst til at se bagsiden af Vegas – tro mig! Martin og jeg lejede engang et værelse – bare sådan lidt nede af en af sidegaderne, da det var billigere. Det var en helt utrolig spændende oplevelse, at få tilbudt lystige damer på vej til værelset og alle de slags stoffer, man overhovedet kan komme i tanke om. Mit bedste råd er – lej altid værelser på The Strip og betal det det koster!
2. Jeg mindes stadig med rædsel, hvordan kæmpe vablerne under mine trædepuder sprang og jeg svuppede hen til taxaen i vabelvæske. Vegas er varm – meget meget varm og dine sko kan smelte (det gjorde mine!) – enten hedder taxaer hele aftenen eller også hedder det fornuftige sko!

3. Tag en tur forbi ”det gamle Vegas”, men gør det i bil eller taxa – for igen du har ikke lyst til at gå rundt i området. Det er sjovt at se kapellerne og alle de vilde neonlys – igen var det Martins ide, at vi tog en tur i bilen efter mine fødder var eksploderet og mine sko var smeltet – og det var faktisk ret fantastisk at blive fragtet rundt og se alle de sære ting!

4. Drop spillet – med mindre du føler dig som lidt af en pokerhaj eller får et stort kick ud af at se rouletten snurre – så brug tiden på at se alle de fantastiske hoteller, mennesker og shows. For mit vedkommende var selve spillehallerne det aller kedeligste i hele byen – køb i stedet en kæmpe drink og sæt dig og nyd alt det der foregår omkring dig!

5. Prøv buffeten! Hvis du ikke er ved at gå  bagover, er det altså ikke en af de ”rigtige” buffeter, du er gået ind til. Det skal være et fuldstændigt vanvittigt mad-ekstravaganza med kokke i hobetal der skærer stege, laver sushi og tusinde andre ting – det skal være så du med sikkerhed ved, at du ikke vil kunne nå at smage på alting, om du så bare tog en uge og camperede midt i salen!

6. Flyv til Vegas – oplev lysene og byen fra luften! Drop den lange tur gennem ørkenen ;)

7. Hvis du ikke flyver – så læs Don’t go on a friday http://www.smiletsby.com/2012/01/dont-go-on-friday.html

8. Hvis du er taget til Vegas i din bil og trænger til en dag uden spil og larm – så kør ud i bjergene omkring Vegas – der er helt fantastisk natur og billige hoteller ved skisportsstederne, der jo af gode grunde ikke er så attraktive på denne årstid uden sne…

9. Hvis du vil have gratis drinks så fyld lommerne med mønter og sæt dig ved spille automaterne – jeg må indrømme, jeg ikke selv har prøvet denne metode, men jeg har hørt fra flere, at så længe mønterne klirrer lidt ind i maskinen engang imellem bliver der troligt hældt drinks på dig fra hotellets side – så helt gratis er de jo ikke…

10. Sig nej! Nej til stoffer – nej til damer, der spørger ”om du vil feste”, der også kan være politifolk i forklædning (prostitution er til min store overraskelse forbudt i Las Vegas, til trods for du får det kastet i hovedet fra det sekund din skosål røre den glohede asfalt!) – nej til timeshare lejlighedsrundvisninger, de er ekstremt aggressive og tror ofte de kan råbe dig til at købe noget. Sig nej til drinks fra skumle mennesker og nej til dårligt humør ;)

God tur til Vegas byen med evig dag!