søndag den 5. maj 2013

Little Scarlet



Jeg må indrømme, at jeg kun læste Little Scarlet af Walter Mosley, fordi den var månedens bog i bibliotekets læsegruppe. Jeg må også indrømme, jeg ikke er særlig vildt med den - hverken sproget, plottet eller karaktererne. Alligevel ryger den på bloggen, fordi den lærte mig noget om, at være sort i Los Angeles – noget som jeg i min naivitet ikke havde set som et problem.
Jeg vidste godt, at der selv i dag er problemer i syden, men jeg må nok have bildt mig selv ind, at Los Angeles området var så fyldt med hippier, at raceproblemerne her var minimale…

Bogen er en del af en serie og handlingen udspiller sig under og lige efter  de store race-uroligheder i 1965. Bogens hovedperson, Easy, er en sort detektiv, der bliver hyret af politiet til at efterforske mordet på en ung sort kvinde. Politiet frygter, at en hvid mand står bag og vil derfor have det hele dysset ned, så mordet ikke får urolighederne til at blusse op på ny. De kan hellere ikke selv komme rundt i de af byens kvarterer, der primært er befolket af sorte og har derfor brug for Easy til at tage rundt og forhøre vidner og efterforske.

Den var for mig noget af en øjenåbner omkring, hvor brutale og racistiske politiet i Los Angeles åbenbart havde ry for at være – de fleste andre i læsegruppen havde levet i Los Angeles området under urolighederne i 1965 og/eller dem i 1992, og kunne fortælle bogen på ingen måde var urealistisk i sin fremstilling af livet.

Hvis man gerne vil have et indblik i en lidt mere mørk side af LA’s historie, er bogen bestemt anbefalelsesværdi –som krimi, underholdning eller litterær kunst synes jeg bestemt, den ligger i den tynde ende.