torsdag den 16. maj 2013

Datedag, hvad er det?




Åhh ja, vores nu efterhånden ugentlige datedag! Det var egentligt meningen det skulle være en månedlig begivenhed, men så endte det som en hver 14.dages-ting – og nu gør vi det altså stort set hver lørdag!

Det hele begyndte med, at jeg gik og blev irriteret på mig selv over, at vi ”aldrig” fik taget os sammen og lavede noget spontant kæresteri eller eventyragtigt. Så besluttede vi at sætte det lidt i system, simpelthen skrive en dag i kalenderen og så finde på, hvad vi skulle lave henad vejen. 

Det er simpelthen fantastisk, romantisk og noget så hyggeligt, jeg fortryder ikke et sekund, at vi indførte tvungen datedag ;) Vi aflyser selvfølgelig med glæde datedagen, når venner, familie, børnepasning og andet sjovt kalder. Men alle de lørdage, der ellers ville gå op i blogskrivning eller tilfældig tv-kiggeri, går nu med sjove udflugter, kaffe med hinanden eller andet sjov. Til alle kærestepar, ægtepar og alt derimellem – gør det! Til alle uden kæreste, ægtefælle og alt derimellem - gør det med dine venner!

Det sjove er, at jeg troede, jeg nu kunne finde på fantastiske kæresteting, der ville slå benene væk under Martin.

Det har vist sig at være lige omvendt! Det var Martin, der fandt på det, dengang vi tog i Sea World og kyssede i luftgyngen, eller  bestilte roomservice med creme brulee kl.1 om natten og ham, der fandt på det, da vi kørte op og spiste frokost midt i Ålborg. Det var Martin, der var skyldt i, at vi kørte i pariserhjul højt over Irvine, ham der fandt på, at vi skulle køre til Lancaster, fordi det var navnet på min solcreme! Martin, der fandt på, at vi skulle køre ned og lege turister og se stjernerne i fortovet på Hollywood Boulevard, Martin, der ved et tilfælde gjorde, at vi spiste frokost midt på en golfbane ved motorvejen og Martin, der altid finder fantastiske veje op i bjergene til de mest spektakulære udsigter. Martin, der fik ført mine ideer ud i livet om at besøge H. C. Andersens hus i Odense, besøge Las Vegas og gennemføre min skøre tendens til alverdens hikingture, der ellers aldrig bliver til noget.

De datedage, jeg planlægger, ender altid med, at vi går og sveder i et eller andet form indkøbscenter eller på et marked, så jeg må sige, jeg er utrolig glad for, at Martin altid skal med og dermed har stor indflydelse på, hvor eventyret ender!