fredag den 26. april 2013

Fredags-Tanker om at være lost, forvirret og alligevel følge med!

Vi er begyndt at se den nye Netflix-serie Homlock Grove og den er virkelig god! Jamen, hvad handler den da om? Tjaa, der er en dreng, der bliver til en ulv og en sort engel, der vist kom ned og gjorde en pige frugtsommelig og så er der denne her mystiske store pige, der altid har sit sorte hår hængende ned foran sit ene deforme øje og jaaa sååå går de rundt sammen???!!!

Jeg er vild med serien, endnu da, for den er virkelig flot lavet og med fantastiske stemninger, men jeg har på fornemmelsen at serien ligger sig tæt op ad den ære tv-serien Lost var med til at skabe. Jeg tror også, at serien Lost fik sit navn efter seernes tilstand, mere end efter plottet om at være lost på en øde ø- for der var jo ikke noget plot?! 

Mad Men gør det samme - der er tusinder af små plot og små glimt af nye spørgsmål og et par kig på Don's barndom alt sammen pakket ind i de lækreste skuespillere og kostumer. Sæson 5 sluttede med cliff-hænger spørgsmålet til Don Draper "are you alone?" - og var han så det? Nu har jeg set de to første afsnit af sæson 6 og der kom ikke noget svar?! Alligevel ser jeg videre - for selvom jeg ikke får svar på halvdelen, af de spørgsmål serien selv smider i hovedet på mig, er den alligevel, så fyldt med små historier lækkert design og nostalgi, at jeg ikke kan lade være med at lappe det i mig!

Lost var ikke flot nok og jeg var ret hurtigt så lost - at jeg ikke gad se med mere - og godt for det. For efter at have pumpet trofaste seere for informationer om, hvad det hele så gik ud på, virker det som om, de ved afslutningen er lige så lost, som jeg var da jeg forlod serien og gik andre TV-veje.

Homlock Grove er Mad Mens vareulve dystopiske modstykke - med småglimt af persongaleriets indre liv og minder i blandet helt fantastiske kulisser, kostumer og stemninger - og jeg elsker det efter 5 afsnit allerede!