torsdag den 28. marts 2013

Mens vi venter på gæren...


Jeg var til bogklub i dag på det lokale bibliotek, det var rigtig hyggeligt og der var simpelthen så mange donuts (vi snakker 3 kasser af 50 til 25 mennesker), hvilket jeg fandt meget fascinerende til en bogklub.

En af de deltagerne pirrede min nysgerrighed og sagde, at det simpelthen virkede for falsk, hvis det hele lød for eventyragtigt og problemfrit. Verden havde lært hende, at der aldrig var en lykkelig slutning og livet bare er en lang række af sorger, og så skulle en bog ikke sige, at man kunne komme ud på den anden side af dødsfald og retssager og finde lyset igen.

Min blog er primært om smil og 99 ud af 100 dage vågner jeg op med et kæmpe smil. Hvad er det, der gør, at vi opfatter verden så forskelligt? At jeg aldrig har haft rigtig modgang? At jeg aldrig har prøvet at miste? Eller at jeg har en hjernefejl, der gør jeg ikke opfatter verden så grå og trist som den egentlig er? Nope!

De sidste dage har rent ud sagt været nogle rigtig lorte dage dog på den hverdagsagtige måde!

Først var der en pilates-workshop, jeg havde glædet mig helt vildt til, hvor INGEN DUKKEDE OP, så jeg stod i evigheder og glanede alene på en parkeringsplads. Så er der kommet et hul i mine ynglings cowboybukser, et afslag på et fantastisk job, 100vis af bekymringer om livet i almindelighed og venners og familiens ve og vel, en vild solskoldning på en ene side af min nakke, der gør det til en udfordring at sove og bade og så er der hele æggeblomme-gærfliphistorien, der lige kræver lidt uddybning:

Amerikansk brød er uden undtagelse forfærdeligt, alt brød herover er som tørt toastbrød fra de der poser, hvor det er skåret, og som egentlig kun egner sig til toast og ænder. Så tænkte jeg, jeg bager da bare mit brød selv! Ja, fed ide tænker du, men Amerikanere bruger åbenbart kun tørgær! Jeg fik overtalt Martin til at følge med mig i samtlige butikker i en radius af 10 miles (delvist fordi han er sød og delvist fordi han gerne vil røre en lille mayonnaise og skulle bruge pasteuriserede æggeblommer). Ingen anede dog, at gær fandtes i andet end pulverform og æggeblommerne smider de tilsyneladende ud efter de har puttet hviden på karton… 
Det endte med jeg stod med fråde om munden og rystede i den lokale Ralphs, da jeg for 117 gang denne dag blev spurgt, om jeg dog ikke kunne bruge den tørre gær og vi ikke kunne bruge rå upasteuriserede æggeblommer fra hele æg i bakker…  (Jeg havde på dette tidspunkt allerede flere varianter af den tørre gær og et surdejs-opstarter-sæt i bilen og vi havde planlagt en netsøgning omkring salmonella i USA). Martin fik mig gelejdet fint ud i bilen, inden situationen udviklede sig til en decideret nedsmeltning… Nu sidder jeg så og ser på to dejlige brød, der er blevet æltet gær og sukker i af to omgange, og som stadig ikke rigtig hæver…

Hvad er det så, der gør, at jeg med overbevisning i stemmen kan sige, at jeg ved, jeg vågner med et stort smil igen i morgen? (Og nej, det er ikke kun det, at Martin mødte nogen søde danskere i dag, der fortalte os, hvor vi kunne finde brød af ”dansk kvalitet” eller at vores søde nabo ville hjælpe med at finde æggeblommer). Det er simpelthen fordi, jeg er det heldigste menneske i Verden i forhold til mine venner, min familie og min tålmodige ægtemand.

Jeg har nogle af de aller sødeste og dejligste veninder, der lytter og siger deres ærlige mening og altid griner af livet sammen med mig. Jeg har en fantastisk familie og svigerfamilie, der altid er klar til at hjælpe os og jeg har en mand, der inviterer mig ud på varm kakao, hvis jeg ligger i fosterstilling under dynen og ikke forstår, hvordan det kan være, at INGEN dukkede op til pilates-workshop…

Jeg er så heldig, at have fantastiske mennesker i mit liv, der løfter mig og elsker mig og altid vil mit bedste og derfor kan jeg simpelthen ikke andet end at smile…

Alle i dejlige mennesker - tusind tak for, at i får mig til at smile hver dag!




NB: Det skal nævnes, at ingen kom til skade under jagten på gær og det vidste sig, at pilatesunderviseren var blevet meget syg og det er stadig et uløst mysterium (også for pilatesskolen), at ingen af de øvrige deltagere dukkede op til workshoppen!