søndag den 3. marts 2013

Jeg er 68 % B-menneske




Jeg ved godt mange påstår A og B-mennesker er en myte, men jeg føler nu alligevel, der er tidspunkter, hvor jeg er mere tilbøjelig til at hoppe ud af sengen med et smil på...


Jeg er virkelig misundelig på de af mine veninder, der lige står op klokken 5 og klarer morgenløbeturen inden arbejde, og derefter er fyldt med energi resten af dagen.

De dage jeg står tidligt op til en gang morgenyoga eller løb, ligner jeg Michelangelos hængende skind fra Dommedagsbilledet i Det Sixtinske kapel, når vi når klokken 15.Udover det konsumerer jeg oceaner af sukker, fedt og ja, alt andet der kommer indenfor min rækkevidde.  

Når jeg lader min krop selv bestemme vil den aller helst vågne klokken 7.35, det er et sjovt tidspunkt - hverken A eller B-menneske – men hold op, de dage hvor jeg kan få lov at slå øjnene op kl.7.35 er bare fyldt med energi og sjov. Jeg er ikke så meget for at sove alt for længe, det synes jeg gør mig tung i betrækket dagen igennem – til gengæld elsker jeg at sidde til sent ud på aftenen og arbejde i mørket eller læse en god bog. Eller nu hvor jeg sidder på den anden side af Atlanten, at chatte med folk i Danmark, der jo har formiddag, når jeg går i seng.