fredag den 8. marts 2013

Fredags-Tanker om Katte

Hvis Martin ikke havde allergi og ellers kunne lide katte, og hvis vi boede i en lejlighed, hvor vi måtte have kæledyr og hvis man kunne være sikker på den aldrig ville blive kørt over - så ville jeg altså elske at have en kat. 

Lige nu er der en kat, der har os. Den sidder tit og mijaver ved vores hoveddør. Eller smyger sig om på terrassen og ligger og kigger ind af havedøren efter os. Jeg har tit siddet ved mit skrivebord, og set den ligge og nyde solen, og kigge ind uden den får øje på mig. Men så snart den ser mig, mijaver den som en gal og vil ind. 

Desværre går det jo ikke rigtig - og jeg kan også se på dens smukke pels og velplejede kæmpe korpus, at den vist ingen nød lider ellers. Den har også et smukt men lidt feminint rødt halsbånd med en lille klokke, der smukt ringer, når den går omkring. Halsbåndet gør det en smule svært, at tage den ellers så noble røde hankat helt alvorligt i alt hans velmagt!