tirsdag den 26. februar 2013

The Little White Horse



The Little White Horse af Elizabeth Goudge er et særdeles sødt og lyserødt eventyr.
Det handler om den lille forældreløse Maria Merryweather, der ankommer med sin guvernante og sin lille hund til hendes familie gods Moonacre Manor, hvor hun fra nu af skal bo hos sin fjerne onkel Sir Benjamin. Hun føler sig straks hjemme og elsker sin onkel og de sjove og kærlige dyr, der bor på godset og i den fantastiske lille dal, hvor godset befinder sig.
Der findes dog også onde kræfter i dalen, kræfter som Maria må kæmpe mod for, at alt kan blive helt godt igen. Hun får hjælp af sin bedste ven, hyrdedrengen Robin og af alle dyrene.

Bogen er et sandt dannelseseventyr og Maria er en god pige, der er lydig og kan styre sin nysgerrighed, sin forfængelighed og sin angst, og som derfor bliver belønnet.
Eventyret er lige så sødt og klistret som de kager og søde sager, dværgkokken Marmaduke Scarlet serverer bogen igennem. Men, hvor jeg bare elsker historien alligevel, den opfylder enhver lille piges prinsessedrøm! Bogen er en sand klassiker og den må bare læses af alle eventyrfans!