fredag den 1. februar 2013

Hindbærsnitter til Lene

Efter mit blogindlæg d.25.januar er jeg blevet spurgt af min søde hindbærsnitte-elskende veninde Lene, om jeg havde en opskrift, på hindbærsnitter, jeg kunne dele på bloggen. Da, det var selv samme Lene, der i tidernes morgen introducerede mig til denne gudespise, kiggede jeg dybt i mine noter og fandt en opskrift! 

Jeg har tilføjet lidt mere smør og mandler - så hindbærsnitterne får en lidt mere nødde- og karamelagtig smag (som jeg ved, hun og jeg selv sætter stor pris på!). 

Her i Californien sælger de mandel-mel allesteder og det kan man godt erstatte de hakkede mandler med, så skal der bare justeres lidt med smørret, så dejen alligevel bliver blød og jævn. 

Dej til ca. 12 stk. snits

Selve dejen:
225 g koldt smør 
400 g hvedemel 
1 stang vanilje eller 2 spk. Vaniljesukker
50 g smuttede fint hakkede mandler
200 g flormelis
1 æg 

Fyld:
250 g hindbærsyltetøj 

Glasur:
200 g flormelis (ca.4 dl)
ca. 2 spsk. kogende vand 
Evt. sukkerstjerne eller friske hindbær til pynt
Og lidt ekstra flormelis til kagerullen



Lad smørret stå ude og blive lidt blødt, skær det i firkanter og smuldr det herefter i melet til du får en fin masse. 

Bland vaniljesukker/korn og flormelis i (Jeg er en rigtig vanilje elsker så må indrømme, at jeg ofte putter både vaniljesukker og korn i). 

Pisk ægget let sammen, og ælt det i dejen, til den er ensartet.

Lad dejen stå 1 time i køleskabet og blive hård, hvis den har stået lidt længere, fordi du har haft travlt med at lege med børnene og dejen er blevet rigtig hård, så ælt den et par gange inden du deler den i to lige store portioner.

Du ruller nu hver portion ud i en ca. 5 mm tyk firkantet plade. Jeg plejer at putte flormelis på kagerullen, bordpladen og oversiden af dej pladerne, så dejen ikke hænger i.

Når der ligger 2 nogenlunde ens 5 mm tykke dejplader foran dig, fordeler du syltetøj på hele fladen af den ene plade i et jævnt lag. Den anden plade vendes nu ovenpå marmeladen.  Et trick her kan være at rulle ”den anden plade” ud på bagepapir, du så bare vender ovenpå og fjerner papiret unden at få fingrene i dejen. Nogen putter også begge plader i køleskabet, så de er nemmere at arbejde med, men jeg plejer nu godt at kunne få det andet til at fungere.

Hele kagen i en 180° varm ovn i 25-30 minutter, til den er flot gylden.

Snitterne skæres mens hele kagen stadig er varm, da dejen ikke må "størkne" helt inden de skæres ud. Den passende størrelse er helt op til den enkelte hindbærsnitte-nyder, jeg plejer at få 10-12 stk. ud af denne portion. Når snitterne er helt kølet af kommes glasur og pynt på og snitterne spises…