torsdag den 10. januar 2013

Der er forskel på tænder!

 
        
    
       Min dejlige veninde Jane, har netop bekendtgjort på facebook, at hun har fået fjernet en visdomstand… Åhh hvilke minder, der er mennesker med vidomstands-warstories herfra og til månen, og mennesker, der slet ikke synes, det er noget særligt. Sympatien er da også delt i to lejre på facebook. Jeg selv har stor sympati for Jane, og husker selv turen hjem fra tandlægen, da min næse endnu var følelsesløs og jeg sad i bilen og duppede den mod ruden, fordi det så føltes som om der var hul i glasset - du ville have elsket det Jane… Men det jeg bare vil sige er, der er forskel på tænder, i særdeleshed visdomstænder…
       Da min mor læste på seminariet, kan jeg huske, at de sad en gruppe og skrev opgave i vores kælder. Hun havde da lige en hurtig tid hos tandlægen, og nu hun alligevel var der, fjernede han da lige tanden – hun fik en vatpølse i munden og kørte hjem og skrev videre. Så jeg troede ikke, det var noget særligt med de tænder… Ohh little did I know! Så begyndte visdomstændernes ære i vores familie og den ene værre historie efter den anden fyldte vores ellers så hyggelige hverdag.
       Jeg gik i de følgende 15 år med bæven til tandlæge og mente jeg kunne mærke tænder på vej her og der, men på trods af jeg med sikkerhed kunne føle dem, var der kun den ene. Jeg skiftede tandlæge da jeg flyttede til Århus og her kunne min søde tandlæge (Anne-Marie Bojer) fortælle, at mine smertende visdomstænder ikke var at finde på røntgenbillederne, for de havde vist aldrig været der. Herefter kaldte jeg dem fantomtænderne og jeg kunne ikke mærke dem mere…  Faktisk har Anne-Marie kureret mig fra ikke så få fantomtandsmerter i årenes løb, foruden min indædte tandlægeskræk.
  Jeg kan stadig i dag med et sug i maven huske, da hun sagde nu havde den tand generet mig længe nok og hun gerne ville fjerne den ene! Det var Michael, der skulle gøre det, for han var bedst til en tand som min den ene, med en kroget rod. Jeg var presset for USA nærmede sig, og jeg vidste, at jeg ikke bare kunne komme forbi og få fjernet fantomsmerter rundt om i munden, som jeg plejede…
      Så oprandt dagen for udførelsen. Jeg var dopet for at holde min tandlægeskræk i ave, alle de tidligere historier var igen vakt til live. Jeg fik rigeligt med beroligende, så jeg vaklede ind i tandlægestolen som en zombie. Med øjne, der føltes som om de pegede ud til hver sin side, sagde jeg goddag til Michael og valgte en Monty Python film som underholdning til seancen. Det her var for stort til den sædvanlige naturfilm om livet under havets overflade. Hos min tandlæge har de nemlig gjort det geniale, at installere TV i loftet over stolen, så du kan selv medbringe film.  Jeg husker ikke hele forløbet, men jeg tror det sammenlagt tog 3 minutter, dog kan de beroligende piller godt have forvrænget min tidsopfattelse noget.
        Michael rev lidt i tanden, med et tandlægeinstrument (jeg nok vil kalde en tang). Han snakkede om at knække den, og tage den ud i mindre stykker. I det samme væltede alle historierne op igen. Jeg forestillede mig granatsplinter i hele mundhulen, der skulle pilles ud med pincet, og en sygeplejerske med slør, der i bedste krigsfilms-stil hold metalfadet hen, mens Michael dumpede mine tandstykker ned i det. Det kunne jeg slet ikke holde ud at tænke på i min beduggede tilstand. ”Kan du ikke bare flå den ud med den der i et svuptag?” spurgte jeg og pegede på tangen. Min sindstilstand nærmede sig panik ved tanken om tandstykkerne.
  Min tanke var faktisk på det tidspunkt, ellers tager jeg altså tangdimsen fra dig og gør det selv. NU SKAL DEN TAND SGU BARE UD 15 ÅR ER LÆNGE NOK! 
Michael havde vist egentlig ville gøre det så blidt som muligt ved at knække tanden først, men jeg mente sagtens, jeg kunne holde imod ellers måtte en af de søde piger, der altid holder min hånd, da bare hive mit hoved den ene vej, mens Michael hev tanden den anden?! Som sagt så gjort, en, to og tre ryk og tanden røg ud. Ikke meget Monty Python i denne omgang.
    Jeg blev syet sammen, og skulle leve af flydende en periode. Jeg synes selv, det var helt forfærdeligt, for en eller anden havde fortalt, hvordan der var røget mad ned i hendes datters tandhul, der lå og rådnede. Jeg var, som den fødte optimist jeg er, overbevidst om det også ville ske for mig. Jeg konsulterede også nettet dagligt, for at holde min angst i ave og for at kunne hjælpe Anne-Marie med at konstatere en evt. overset koldbrand, når stingene skulle fjernes…
   Jeg havde mange kvæler og underlige smerter, som Anne-Marie tog med et smil.  Alle smerter forsvandt med et trylleslag, da hun pillede stingene ud og jeg pludselig kunne mærke, hvor i munden det i virkeligheden burde have gjort ondt, hvis en parasit eller eventuelle madrester havde taget bo i mit tandhul.
   Jeg fik tanden med hjem i en lille pose, og jeg opdagede, at den faktisk er havnet i den første sending af vores ting, så den er kommet over Atlanten og med til USA. Jeg kan stadig i dag, med en lille gysen lade tungen glide over arret i munden, og se indforstået på tanden, der smiler tilbage… Tak Anne-Marie for at kurere min skræk, til Michael for svuptaget og rigtig God bedring søde Jane, du er super sej og husk, der er stor forskel på tænder!