søndag den 3. juni 2012

Halvmaraton i Smilets By


Så var der halvmaraton i Hans Borges Gade – Maiken – min seje svigerinde skulle løbe og jeg var så klar i vinduerne til at heppe og følge løbet! Det hele startede godt ud – den første løber kom i et sus af spænding, han løb lige bag en bil, der bekendtgjorde at han passerede vores lejlighed, 18 km henne på ruten, efter 56 minutter! Så kom de næste løbere der kæmpede om de første pladser!

Strømmen af senede benede unge mænd fortsatte lidt – og så kom feltets forreste kvinde – så kom et felt af senede benede lidt ældre mænd og unge kvinder, der blev ved og ved – det hele begyndte at minde om de kedelige timer, jeg har været tvunget til at se cykelløb, fordi andre i rummet har tændt for TVet, og jeg ikke magter at sidde med lukkede øjne i alt for langt tid af gangen. Hmm selv om det, der passere forbi på indersiden af mine øjenlåg, nok er mere interessant end senede benede mænd, der kæmper om trøjer, og alle ligner hinanden…

Men pludselig skete der noget – feltet ændrede sig – jeg fik øje på en mand, hans ene arm hang slapt ned langs siden og han kunne ikke løfte den forreste del af sin fod – alligevel løb han halvmaraton – for sejt! Jeg kiggede på feltet igen – og pludselig var der en stemningen en helt anden i hele gaden, den ene mere rørende historie efter den anden af seje løbere kæmpede sig forbi vores vinduer. Kvinden, der havde mistet håret og gennemførte løbet hånd i hånd med sin mand. Drengen, der stolt kiggede op på sin far, mens de løb mod målet. De få, der måtte gå. Kvinden i fyrrene, der løb med stjerne i øjnene og vinkede af mand og børn, der var mødt op med flag. Manden der gennemførte iført jakkesæt. En blind, der gennemførte med guide – hvor sejt er det lige?!







Maiken,  der smiler og vinker op til os!
Højdepunktet var selvfølgelig: MAIKEN! Martin løb ind i stuen og greb sin trompet og truttede spontant en fanfare ud ad vinduet, jeg greb kameraet og råbte noget, der skulle give kræfter til at fortsætte – og seje Maiken havde efter 18 km, stadig energi til at grine af os og vinke, mens hun løb forbi!


Efter Maiken forsatte løberne med at strømme forbi i en rum tid. Feltet blev også mødt af en pigegarde, der gik mod strømmen så at sige...

Tilsidst fulgte løbets aller aller sidste løber i rødt! Hun løb meget langsomt, men i et stødt tempo, konstant omringet af 5 officials i gule veste på cykler - og tæt forfulgt af den berygtede opsamlingsbus. Hun fik masser af klap med på vejen, og jeg håber oprigtigt, at hun kom igennem de sidste hårde kilometer uden at stå på bussen!