tirsdag den 31. januar 2012

Hulebjørnens Klan


Hulebjørnens Klan er første bind i serien om Jordens Børn. Vi møder den lille pige Ayla, der mister sin familie i et jordskælv. En flok neandertalere finder hende og opfostrer hende. Men de er meget anderledes end Ayla. De  kan ikke græde og har ikke noget udtalt sprog, men kommunikere med håndtegn og lyde. Ayla skræmmer dem, hun er en helt ny race, homo sapiens, og selv hendes måde at opleve verden på er radikalt forskellig fra deres. Hun kan tælle og tænke i summer - der er virkelig interesant, den måde Auel beskriver de cognitive forskelle på mellem Ayla og Hule Bjørnens klan. 

Serien om Jordens Børn er en af mine favoritter (selvom den er bedst i de første 2 bind) og jeg elsker simpelthen bøgernes univers. At tænke sig, hvordan det må være at leve på en helt ny jord, uden lande, uden grænser og hvor mennesket endnu ikke dominere? Jeg sluger universet råt, og græder og griner med Ayla hele vejen igennem. Jeg ved bogen er udskældt, elsket og hadet, anklaget for at være dårlig litteratur – men jeg er ligeglad, jeg slubrer den i mig, og forsvinder fuldstændig ind i Jane M. Auel’s fantastiske fortælling!

Beskrivelserne af naturen, istidslandskaberne og klanmedlemmernes indbyrdes forhold virkes næsten som om det er skrevet af en fortidens antropolog. Men bliver næsten forledt til at tro, der er tale om en form for fagfiktion eller fiktionsfakta, og Jane M. Auel har da også brugt eksperter i forhistorie for at kunne genskabe denne svundne verden så livagtigt. Jeg elsker personerne, der fremstår ægte og hele, selvom de er neandertalere fra en helt anden tid.   

Det er en klassiker, så hvis du ikke har læst den endnu, så se at kom i gang – måske ender du med at elske den lige som jeg, og ellers smid den fra dig igen, den er tyk som en mursten, så du har rigeligt med tid til at smide den fra dig, hvis du ikke bliver fanget ind spundet med på et eventyr af den fantastiske historie.