lørdag den 24. juni 2017

En wasabi tee arti

I sidste weekend var det farsdag og Martin bestemte alt på den dag - og han bestemte, at vi skulle i zoologisk have! Det var så magisk og fantastisk og Mathilde elskede især raffe=giraffen. 
Faktisk var weekenden bare super hyggelig og fantastisk - med lækker mad, godt vejr og masser af kærlighed. 

Mathilde har så mange sjove ord, jeg prøver at holde fast i dem og bliver stolt men også trist, når hun glemmer dem igen til fordel for det "rigtige" ord - her kommer lige et par: Wasabi er rosin, sui er alle citrusfrugter (fordi jeg kalder citronen sur, når hun bider i den), Sui er også Siri på telefonen, buk=er bukser, Trump= den er tom, strømpe, eller Trump (som hun nu genkender på billeder :( ), hun spørger alle "Er du OK?", og råber gladeligt "hej!"

I zoologisk have er jeg dog hippie nok til mentalt at gå rundt og undskylde overfor dyrene, at vi holder dem indespærret - jeg synes virkelig, det er synd.  Det skal siges, at SF Zoo virkelig er meget formidlende omkring dyr overfor børnene og gør et stykke vigtigt bevaringsarbejde - men så kom Martin med spørgsmålet om, det nu var OK at ofre en for fællesskabet. Det værste jeg kan forestille mig er at komme i fængsel - og jeg tænker på aberne, der sidder der et helt liv bag glasset og bliver bevaret. Hvis nu Donald får kørt planeten ud over kanten, og han og jeg på mirakuløsvis ender som de sidste to individer tilbage på planeten, og en flok aliens kom ned og ville lave bevaringsarbejde på menneskeheden og satte os bag glas i et bur ---- hmm så ville jeg måske ikke tænke homosapiens som så bevaringsværdige alligevel... 

mandag den 19. juni 2017

Pigtrådsbørn



Sad lige og læste at Børn og unge-rådmand i Aarhus, Bünyamin Simsek ikke vi have pigtråd omkring børnehaverne, eller indrettet dem "som fæstninger" - efter en 4-årig pige er blevet løftet ud og seksuelt misbrugt af en fremmed mand?! Måske kunne der være en løsning med et lidt højere hegn, som voksne ikke bare sådan lige kan løfte børn over, men som måske ikke var voldgrav og pigtråd? Jeg er godt nok glad for, jeg ikke skal aflevere Mathilde lige i dag - det giver lige lidt klump i maven at læse. Sender alt hvad jeg kan af kærlighed og varme tanker til pigen og hendes familie. 
Helt ærligt Bünyamin Simsek, det kunne vel ikke gøre noget, at hegnet var et par meter højt? Og i forhold til at begrænse børnenes frihed, er meningen med hegnet vel i første omgang netop at holde de små poder på matriklen eller hvad? Den pre-school jeg tit går forbi med Mathilde heri Menlo Park, har et 2.5 meter højt hegn - det tror jeg nu mest er pga. der ligger en tennisbane, og en baseball bane lige ved siden af og de ønsker at begrænse bolde i hovedet - og jeg har aldrig tænkt det som en fæstning. Kan da heller ikke lade være med at tænke, at hvis en mand så "let" kan luske afsted med et barn, kan børnene vel også selv nemt smutte over hegnet. Hvor mange voksne er der egentlig pr. barn i danske institutioner? 

torsdag den 15. juni 2017

Mor, hvordan gjorde du?



Nå, jeg fik da lige min mor til at græde da vi var i Danmark. Når jeg sætter mig i et fly er det altid med bevistheden om, at vi nok dør deroppe! Jeg er også kendt for at være sådan ret direkte - så jeg spurgte min mor, om hun ville tage Mathilde ind og sove sammen med hende, hvis Martin og jeg gik hen døde. Min mor var ikke lige klar på det spørgsmål - men pyha specielt efter episoden med den smadrede klapvogn, bliver tingene da lige vendt i hovedet og jeg kom i tanke om det igen. Mathilde er jo vant til at sove i smørhullet hos sine hippie-forældre - så du tager hende med ind i din seng ikke mor? Og jeg håber aldrig nogensinde, hun bliver tvunget til at spise op, men lære at lytte til sin krop og sige fra når hun er mæt, fik jeg da også lige tørret af i min mor. Det er virkeligt ikke noget jeg vil gå på kompromis med, det med at spise op - det fik min mor også at vide, hun skulle sørge for, hvis flyet faldt ned og kun Mathilde overlevede - og så kørte vi til København. Min mor er vant til mig - hun kalder det transport-angst - men jeg var nok lige lidt for direkte. Tænker tit over hvordan min mor var, da jeg var på Mathildes alder. 

Mor, hvordan gjorde du det, da jeg var barn! Fuldtidsjob, kæmpe hus, ti-tusind kæledyr, en hest i køkkenet, løb, båd, travtræning!? Jeg husker altid vores hus som pinligt rent og så kan jeg huske i luede i haven så den strålede, nej hvor i luede. OK, den blev omlagt til græsplæne, da båden kom - men alligevel. Jeg går hjemme i et lille bitte hus, jeg har gardner, og en sød nanny en gang om ugen og jeg er ved at overveje rengøringshjælp! Jeg synes, der er krummer overalt, og sand --- alt det sand vi slæber ind i vores sko, jeg forestiller mig nogengange, hvordan vi langsomt tømmer sandkassen ovre på legepladsen og flytter det hele ind mellem vores gulvbrædder. 

Mor, du må have en eller anden hemmelighed - frem med den??? Svigermor må også godt byde ind og tænk - hun havde jo to små børn på samme tid???

I øvrigt skulle der nu være bestilt en ny klapvogn til os fra den meget knuste og søde dame, der bakkede ind i os. 


tirsdag den 13. juni 2017

Nær-døds-oplevelser, gaderåberi og måske en ny klapvogn...



Puha, havde en rigtig grim oplevelse i går - Mathilde og jeg kom frejdigt gående, det vil sige Mathilde sad i klapvognen og grinede. Vi skulle ind og spise ved Mathildes bedste veninde, og vi drejer ind i indkørslen til deres lejlighedskompleks. Der holder en postbil og en bil i en garage med moteren tændt og bagenden ud mod os - føren har kæmpe store mørke Hepburn briller på, men slår straks bilen ud af bag-gear, da hun ser os ---- dvs. det tror jeg, så jeg vinker glad til hende og går bagom hendes bil, midt ud for bilen bliver lysende dog tændt igen, og jeg når ikke at undvige. Klapvognen sætter sig fast og skrider, mere og mere ind mod bilen, mens jeg hamrer på bagagerummet som aldrig før. Jeg laver mit grand final slag mod bagagerummet, mens den der del af hjernen, der er ti-gange klogere og hurtigere end jeg er, allerede har planlagt det er sidste slag, før jeg hiver Mathilde ud og lader bilen æde klapvognen. Heldigvis stopper damen, der nu endelig har set os. Vores klapvogn har mistet et hjul og holder stille, mens damen ruller vinduet ned. Jeg ser rødt - jeg hiver i første omgang min mobil op og begynder at tage billeder af nummerplade og bil - og så siger hun gudhjælpemig, "Er der sket noget med min bil?". Her koger jeg lidt over og råber om hun overhovedet fatter, at hun nær har dræbt mit barn.

Hun stiger, efter mit råberi, ud af bilen og undeskylder - jeg vælger at tro, at hun indtil nu simpelthen ikke har set Mathilde. Jeg ryster og vil have hendes nummer --- jeg beder om ID og hun stikker mig sit kørekort, men jeg kan godt mærke, jeg lige har brug for et par friske øjne på det hele og ringer op til vennerne, der står klar med aftensmad. Maj, den søde kok, får tåre i øjnene, da hun ser klapvognen, så jeg kan godt mærke, jeg nok har grund til mine meget rystende hænder, min råben og de tårer der nu drypper lidt ned ad hagen. Postbuddet er nu kommet til og står og forsøger at sælge en brugt klapvogn?! Jeg tænker, han på en eller anden måde må have misforstået hele situationen eller være lidt småt begavet?! Solbrilledamen giver mig sit telefonnummer og vi går hver til sit. Martin henter os efter maden og får i løbet af natten sat dækket på og rettet forhjulet, så vi nu kan køre. Så vi har været til musik og på legepladsen i dag.

Jeg troede ikke Mathilde mærkede så meget - men hun vågnede 6-7 gange i nat med mareridt og jeg har nok også holdt hende lidt ekstra tæt hele dagen. Damen vil gerne erstatte vores klapvogn, men det er jo en af de helt dyre top-of-line-modeller med en-hånds-styring og bagudvendt stol. Så tænker, om hun stadig vil det, når hun hører, hvad den koster. Nu kører den jo også igen, dog noget mere slingrende end før. Alle i mødregruppen mener dog, at vi bør få en ny vogn af damen. Jeg tror nok også, jeg er enig, så må vi se, hvad hun siger...



søndag den 11. juni 2017

Et Sofa-tur-retur tak!

sofa

sofa by maja-sofie-kristiansen featuring an upholstered sofa
Hurraa, jeg har slet ikke fortalt, at vi har købt ovenstående sofa! Jeps, vi besluttede os endelig og blev enige om denne. Dog skete der det, at jeg vågnede op om natten 3 dage efter den var bestilt og tænkte på, om der mon er kræftfremkaldende stoffer i den? Og fakstisk er der helt ro til at google og læse op på kemi i sofaer og lovgivningen om dette i timerne mellem 3-4, og der er ingen telefonkø ved World Markets kundeservice kl.4.30 om morgenen, så jeg havde en lang snak om kemien i sofaen med en ældre dame og hendes kollegaer. De endte med ikke at kunne svare på min spørgsmål og faktisk sagde de, "Bare afvis den ved levering, vi lover at give dig pengene tilbage". Så det gjorde vi, og nu venter jeg spændt på om pengene går retur. Martin og jeg har aldrig købt en sofa sammen før - vi havde et loveseat en kort overgang i Århus som vi arvede - og vi faktisk aldrig haft en reel sofa. Men nu er Mathilde ved at være stor nok til at sidde mellem os. Nu går den ikke længere...

Det værste jeg ved, ja man skulle næsten tro det var sofaer - men det værste jeg ved, at skulle købe er faktisk sko. Selvom jeg elsker sko! Jeg har længe haft kig på et par hvide sneakers... Jeg kan godt lide adidas... men jeg har købt et par sjove blomstrede ecco istedet, som jeg elsker allerede. Da vi var i Danmark gik der hul i mine gamle ecco, så jeg smed dem ud, da vi kom hjem. Faktisk var det den midst rituelle udsmidning af sko nogensinde, og jeg føler, jeg måske burde have taget mere afsked med dem ha ha. Jeg elsker som sagt sko, og tænkt lige på, hvor mange kilometer netop disse har båret mig? Vi har bogstaveligt talt vadet gennem tykt og tyndt både i Danmark og USA! Jeg har eksempelvis gemt mine brudesko - dvs først slidte jeg dem næsten op, og så gemte jeg dem. Jeg har også gemt de sko, jeg "fødte" i. De minder mig om alle de timer, jeg sad med hævede fødder og holdt Mathilde på børneintensiv - skoene er helt udvidede og forvrængede af alt den væske jeg sad med i kroppen lige efter fødslen. Mine elskede støvler røg ud i skuret - der er hul i dem så vandet kan strømme frit ind, og de burde begraves i vores skraldespand - men jeg har bare lige brug for lidt tid til at sige farvel... Sådan er det - og nu må vi altså snart finde ud af noget med den sofa.   

lørdag den 10. juni 2017

Kålorme og karryretten



Følgere af bloggen vil vide, jeg kæmper med madlavningen.  Men men men, jeg lavede den mest fantastiske lasagna, som hele familien nød mandag-tirsdag - så kom onsdag… Jeg lavede min kylling i karry, hvor jeg bare hakker en masse grønsager sammen med kylling, hælder en sovs over og smider det 2 timer i cocotten i ovnen (naturligvis). Nå, men altså det gik hverken værre eller bedre end, da jeg pakker de resterende grønsager væk, ligger der en meget grøn, meget smuk, og meget levende kålorm tilbage på køkkenbordet. Den virker lidt sløv af kulden mens ellers havde den det fint. Rednings-maja kom straks op i mig, og jeg placere den blidt på min håndflade og bærer den ærbødigst ud og lader den dumpe ned på jorden i rosenbedet foran vores hus. Fra vinduet ser jeg dog straks tre sorte fugle kredse over rosenbedet, så jeg ved ikke lige, om jeg bare ofrede en orm til fugleguderne...  
Tilbage i køkkenet meldte det klassiske spørgsmål sig jo så, om dette var den eneste orm i grønsagerne. Den havde dog virket så sløv, at jeg tænkte, hvis der var andre i køleskabet sov de nok i kulden. Men, der var jo også karryretten at tænke på... Her blev jeg altså enig med mig selv om, at hvis vi kan spise stykker af død høne marineret i karry, kan vi altså også spise kålorm. Martin har vist også filmet adskillige foredrag om at spise insekter, da han havde et studiejob som filmmand ved universitetet. 
Nå, men Martin kom tidligt hjem onsdag aften og fejede hele familien op og ind i bilen og med på en af vores ynglings restauranter. Torsdag havde Mathilde og jeg gæster fra 9-18 og lille Mathilde sov, mens resten af os spiste frokost-pizza - hun blev meget skuffet, da hun vågnede, og forsøgte sågar at stjæle en pizzabakke, ud af en af vennernes barnevogn og snakkede kun om pizza hele eftermiddagen. Så som de omsorgsfulde forældre vi er, tog vi hende selvfølgelig med ud og få pizza om aftenen. Karry/Kålormeretten blev ikke rørt...  

fredag den 9. juni 2017

Honningmanden

Honning er det nye sort - alle allergigere bør anskaffe sig lokal honning og indtage en skefuld hver dage - nyeste forskning siger det altså! Sådan lyder det her i Silicon Valley, og jeg ved ikke om honningtrenden også har ramt Danmark eller dør ud inden? Men her spiser alle over 12 måneder lokal rå honning. Jeg hoppede naturligvis også straks med på trenden, selvom jeg teknisk set kun er allergisk overfor min nye solcreme (eller det var vist bare fordi, jeg fik den i øjenene), og ikke alt den pollen honningen skulle hjælpe på. Men altså Martin og Mathilde nyser af pollen, så honning skulle skaffes til huse. Martin nægtede pure at gå med på det lokale marked i søndags - faktisk beskrev han det som "helvede på jord!". Det er lige stærkt nok synes jeg, men tror faktisk jeg er medvirkende til helvedes-oplevelsen for Martin, da jeg altid skal røre ved alle de lokale råvare, dufte, smage og snakke i en uendelighed. Markedet er som at vandre ind i en lokal coffeetable-kogebog, i ved med instagram billeder på alle siderne, og jeg elsker det! Nå, men jeg gad ikke selv traske afsted og jeg havde desuden ondt i ryggen oven på min søndags-yogatime, og honning skulle jo skaffes - nu galt det pludselig liv eller død, eller ihvertfald familiens nysen. Jeg kontaktede derfor en lokal honingmand, hvis bier flyver lige her i Menlo Park. Han havde postet på byens intranet (ja, sådan et har vi her i provinsen), at han lige havde høstet staderne (hedder det høstet?) - nå men han solgte nu nyfanget honning ihverfald, og som en anden Peter Plys vejrede jeg honning i morgenluften. Jeg skrev straks, at jeg gerne ville have et glas og han skrev straks, hvor det skulle leveres! Fantastisk, tænkte jeg! Jeg smed min adresse, mit telefon nummer og gemte sågar nogle dollars udenfor, hvis han skulle komme, mens vi ikke var hjemme (det var jo søndag). Mandag sover Mathilde trygt i sin klapvogn lige inden for døren og jeg farer rundt med en lydløs støveklud i køkkenet og har glemt alt om honning, da to friske ring lyder på hoveddøren. Som en gal trold af en æske farer jeg ud, river lydløst døren op og sender det mest rasende "shhh" man kan ud til afsenderen af de to ding dong... Der står så en 23 årig adonis, med blond hår og undskylder nervøst, mens hans fisker et glas honning op af rygsækken. Her går det op for mig, jeg fakstisk havde troet, at honningmanden ville levere i fuld ornat, altså med nethjelm og det hele. Jeg havde også troet honning var noget man først begyndte at dyrke, når man ramte de 50, som om man først der, virkelig har roligheden og erfaringen til at omgås bier... Han er virkelig ked af at have vækket Mathilde, og jeg er nok også lidt ked af at åbne døren som en kombi af trold og lille my iført rødt raseri, med strit hår og rengøring op og ned ad armene. Så skrev undskyld til ham senere, blandt andet fordi, honningen er den bedste jeg nogensinde har smagt, jeg har aldrig smagt noget som det. Det er som om alle somerens blomster er blevet tilsat lidt lakrids og hældt på glas... Honningmanden påstår, at dette altså ikke er den bedste høst han har haft og jeg undskylder igen, for jeg altså nødig gå glip af et glas mere af den gyldne herlighed. Jeg er dog den eneste i huset, der troligt tager en skefuld mod allergi hver dag. Jeg tager den dog forebyggende, da jeg jo teknisk set ikke har skyggen af pollenallergi.

onsdag den 7. juni 2017

Post fra fortiden


Ok - rimeligt vildt at få et brev retur jeg sendte afsted i november 2016! Gad vide hvor det egentlig har været i det halve år, der er gået?! 

mandag den 5. juni 2017

Hattegalleri

Hatte

Hatte by maja-sofie-kristiansen featuring a plaid hat

Man må da godt sidde og drømme lidt om store fantastiske hatte på en hel tilfældig mandag... 

søndag den 4. juni 2017

Hattedame og farvel til åben vogn

Det skal ikke være nogen hemmlighed, at jeg elsker store hatte og det der mystiske Hepburn-look. Nu er jeg så selv blevet en rigtig hatte dame, og det hedder hatte eller slør resten af livet. Jeg havde en tid hos min dermatolog, dagen efter vi kom tilbage fra Danmark - jeg har haft et lille sår på kinden der ikke vil hele. “Det er kræft!” siger hun så - og ville ikke lade mig gå før det var fjernet. Så jeg måtte ligge kind til og heldigvis havde vi en pose yoghurt snacks til at holde Mathilde beskæftiget. Hatten ovenfor er en gammel sag og dens skygge er alt for smal ifølge lægen - kasketter er for smalle - det skal være kæmpe møllehjul som man ellers mest ser på film. Jeg er glad for, jeg i den grad elsker hatte for nu skal der jo rigtig hat-i-den. 

Jeg fik også en noget speciel solcreme med fra lægen og venter en ladning solcreme mere på tirsdag med posten og så hedder det bare ingen sol i ansigtet mere…Resten af livet… Jeg skal nok ind og have det fjernet igen og igen - for man kan ikke lave et dybt snit i ansigtet lige oven på knoglen. Jeg har altid hadet at sidde i solen og bliver så let skoldet - og nu er det helt heldigvis helt slut med det. Jeg har altid følt mig så krævende, når jeg ville have hat og skygge - men nu er det pludselig med livet som indsats på en hel ny måde. Martin og jeg har ellers gået og snakket om, at købe en bil med folde tag - og det er fuldstændigt lagt på hylden, da det bliver for let lige at glemme hatten og få et par timers sol. Nu bliver hattesamlingen istedet udvidet og solcremer indkøbt i store mængder. Det fylder en del lige nu og derfor har jeg nok ikke helt fået beskrevet Danmarksturen helt så grundigt som den fortjener, men lige nu handler det meste om at få nogle gode solvaner her i huset (jeg synes nu, vi har været ret gode med cremen - men nu bliver vi fanatiske). Nå ja, og så fylder det jo også lidt, at Martin starter på et nyt spændende job i morgen :)