onsdag den 17. januar 2018

Danmarkstur og hårde tider.


Nå, der sker godt nok meget i vores familie, det er hårde og trælse ting, ja og rigtig triste. Som jeg vil skrive om, når jeg engang kan. Lige nu holder vi næsen oven vande og svømmer derud af. Denne weekend bød på den ene sygdom efter den anden og Mathilde og jeg er stadig forkølede og Mathilde har en maveinfluenza, som hun så smukt har overtaget fra mig.



Nå, jeg lovede at skrive lidt om Danmark. Ja, vi havde en rigtig dejlig jul - og jeg er lidt forelsket i Århus. Vi havde hele to juleaftner og det var rigtig hyggeligt. De sidste to dage brugte vi i Århus og på at kører til Købehavn, vi boede på Royal i Århus og det var lidt specielt. Værelset var helt fantastisk og jeg tog verdens længste karbad og nød bare at slappe af. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er fordi jeg har ændret mig. Nu har vi jo efterhånden boet på temmelig mange hoteller i alle prislejer, og servicen var altså lidt sær - sååå til prisen vil jeg nok anbefale noget andet, men det var rigtig hyggeligt og centralt. Jeg tænker, om det er fordi, jeg nu har vænnet mig til den Amerikanske omgangstone. Men hvis man ønsker noget super centralt er det Royal man skal tage, men det er ikke ligefrem dansk minimalisme man får på værelserne (se vores WC nedenfor). Så for at runde Danmarksturen af, var den rigtig hyggeligt og vi nød at se familie og venner og jeg kunne godt bruge et par ekstra uger i Århus.


Forrige weekend var vi til brunch hos gode venner, der måske forlader staterne og en anden god veninde er nu begyndt at lede efter hus i en anden by ---- ikke fordi de gerne vil fra byen her, men fordi den by vi bor i er den ultimativt dyreste i verden. En helt almindelig vila koster mellem 3-6 millioner dollars og det har de fleste ikke sådan lige til et hus - men i de omgivende byer kan man få små nedslidte huse med et par værelser til under 2 millioner dollars, så vores venner flytter langsomt væk, og det er jo lidt trist. Vi er også begyndt at kigge lidt rundt og se hvad der byder sig - vi vil rigtig gerne købe noget - men i det her market har det vist lange udsigter, så lige nu drømmer vi vist bare.  Nu vil jeg gå ind og pleje min forkølelse og lille Mathilde og se at blive frisk igen.







tirsdag den 16. januar 2018

Jeg er nogengange hende, der hænger i barren (ikke baren)



Der er sådan et balletbillede af en masse små piger, der står på række, mens et af børnene hænger med hovedet nedad i barren. Jeg kan huske mine veninder altid sagde, at de var hende med hovedet nedad og jeg tænkte altid mig selv som en af de andre, der stod så fint på række - faktisk, ville jeg helst være en af de andre, en der passede ind og kunne finde ud af at gøre som der blev sagt.

Martin gjorde mig opmærksom på, at de fleste børn ikke er opvokset med en pony i haven, der måtte komme med ind i stuen. Han fik mig også til at indse, at det nok også er de færreste, der hopper på et fly med kun to kufferter og deres mand i hånden for at stå i den anden ende og starte et nyt liv fra bunden --- "men vi havde da et hotelværelse, den første nat," plejer jeg at indskyde.

En af de første gange jeg virkelig faldt igennem, var mit drengeklippede hår i børnehaven, hvor de andre børn ikke vidste om jeg var dreng eller pige. Så begyndte jeg i skole - det med hesten fandt de andre jo først ud af senere - men alle de andre piger havde så nogle små håndklæder med hætter med ører af kaniner eller katte eller bamser i lyse pastel farver og jeg kom med et slidt håndklæde med et logo fra NATO. Jeg tiggede min mor og sådan et håndklæde med en lille hætte og som den driftige kvinde hun er, syede hun da bare en hætte på mit Nato håndklæde, og så nægtede jeg simpelthen at tage rædslen med i skole. Jeg tror ikke helt min mor kunne se, det der med ørerne for sig. Nu var håndklædet så ikke bare en Nato-las længere - men der var syet en underlig knold på med grøn tråd i hånden. Heldigvis trådte min empatiske mormor til og sneg nogle hvide store vatterede håndklæder ind i hjemmet, jeg kunne tage med i skole, de havde godt nok ikke nogen hætte med kaninøre - men til gengæld havde jeg nu lært, at sætte pris på ikke at have Nato-hætte-tingen med. Så faldt jeg ligesom mere ind på rækken selv uden ørerne.

En del af mig vil så gerne være pæn og ordentlig og passe ind på rækken og iføre mig en lille tyl-ting og så stå og kigge harmdirrende på hende, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hende, der går i sært tøj og lugter af cigaretter og hest og hvis familie prioritere gode bøffer over H2O tøj og adidas strømper til gymnastik, og slet ikke kan se fornuften i at bruge tid på at se deres afkom jagte en læderbold, hverken på regnfulde søndage på en fodboldbane eller i en håndboldhal når solen skinner ude. Jeg ville meget gerne passe ind og have det alt det rigtige med striber og en træ-abe og ikke gå rundt med udadvendte fødder og grine for højt og nægte at spise op.

Men jeg langtidsammer, samsover og bor til leje - vi burde jo have købt hus og fået os to biler og et 8-4 job hver, imens Mathilde kom i vuggestue så snart hun blev 10-11 måneder --- vi burde være faldet ind på rækken i den rigtige rosa nuance ikke en lilla eller grøn ting med hjemmesyet hætte - men anskaffe os den samme pudderfarvede tricot som de andre børn til ballet. Jeg vil så gerne kunne stå der og strække min tæer rigtigt, mens vi kigger på hende med hovedet nedad, der ikke kan finde ud af det. De andre tænker, at hun gør det med vilje - men jeg tror simpelthen ikke, hun tænker over det og så hænger hun pludselig der, og opdager først for sent at alle de andre kigger og rynker på næsen.

Da vi startede til ballet i Oktober sidste år, var Mathilde lige bestemt (også), det barn, faktisk gik hun direkte hen og legede med barren, og fik sit hoved til at sidde fast, mens de andre børn fint løb rundt i en cirkel og svingede med deres stjernestav. Mathilde kom til at knække staven og nægtede at stå i cirklen. Jeg tvinger ellers Mathilde i håndklæder med små lyserøse kaninører, og jeg ser hende alligevel igen og igen være det barn, der løber væk fra læren og går sine egne veje - og det er måske heller ikke helt skidt endda - jeg mener, det er da meget sjovt med en pony i stuen. Måske er det slet ikke så skidt at have lært hjemmefra, at gå sine egne lidt skæve veje...


tirsdag den 9. januar 2018

At læse henover isen


Jeg skulle læse noget højt for Martin den anden dag og det er så længe siden, jeg sidst har læst højt, at det kom som et helt chock for mig, hvordan det egentlig var. Jeg kan godt læse højt, men det er skræmende og sært - det er som løbe henover glat is, der knækker bag mig - jeg kan hverken se frem eller tilbage - jeg er nødt til at være 100% i nuet og jeg aner faktisk overhovedet ikke, hvad jeg har sagt bagefter. Det er som om jeg lukker ned for noget i min hjerne og op for noget andet, der bare strømmer ud af min mund, uden jeg selv er bevidst om det. Jeg kan ikke beskrive det bedre.

Min ordblindhed gør jeg ikke kan sætte lyd sammen med bogstaver - det er virkelig sært - jeg mener, jeg kan godt sige K, hvis jeg ser et K og der er en del ord, hvor det giver fint mening - men også en del ord jeg bare aldrig lære og sådan er det. Jeg kan ikke høre, hvordan et ord staves og jeg er nogen gange ved at blive sindsyg, hvis jeg har et ord i hovedet - der bare passer perfekt til en sætning og jeg ikke kan få det ud på papiret - det kan føles som om jeg er ved at revne. Når Mathilde er vågen, kan jeg jo altid spørge (råbe af) Siri (sød og hjælpsom robot dame, der bor i min iphone) men når Mathilde sover, og alt mit fancy staveudstyr bare nægter at kende til ordet, jeg desperat forsøger at nedfælde, kan det føles klaustrofobisk. Jeg kan huske en lærer, jeg havde fået enetimer med, der simpelthen ikke kunne fatte, at jeg ikke kan sætte bogstaver og lyd sammen. Personen sad og råbte ordene af mig, med tryk på hver en stavelse efterfulgt af "Jamen, prøv nu at hør det, du kan jo høre E'et lige her!". Jeg forestillede mig altid denne lærer sidde med en blind elev efter mig og holde farver op, og skrige grøn, rød og blå - jamen så kig da!

Jeg elsker at læse bøger og jeg elsker at skrive - så det er jo nærmest tragikomisk, at jeg er ordblind - men jeg ser det nu også som lidt af en gave. Jeg kan få ting ud af tekster ingen andre kan se, jeg tror min underbevidsthed finder huller og sprækker, som ellers ville være dækket af mørtel og ud vælter nye fantastiske ting. Ordblindheden sætter mit tempo ned, når jeg er i litteraturens verden. Jeg er nødt til at stoppe og smage og studere omgivelserne og kan ikke bare lade mig falde frit ned i kaninens hul. Men det gør også, at jeg bliver hurtigere træt, at min tegnsætning og sætninger danser og sejler, og jeg kan sidde og blive arrig på et ord der ikke vil ud. Nå, ja og så, gør det jo, at jeg kan læse helt forfærdelige ting højt for Martin uden at ane, hvad jeg selv har sagt.


torsdag den 4. januar 2018

Jordskælv, Danmark og en ny computer

Så er vi hjemme igen, jet-lagged og udkørte efter en hyggelig jul i Danmark. Min computer er brudt sammen, vores forrude gik i stykker i December og sådan 2 ture til Danmark på et år trækker også lidt spor i budgettet, så 2018 bliver året, hvor vi lige trækker lidt i bremsen med flyveturerne og champagnen. Vi er nok nødt til at finde et nyt køretøj i 2018, da det er for uforudsigeligt med alle de reparationer, der hele tiden kommer på vores elskede lille bimmer. Så lidt glitter byder 2018 på (nok mest for Martin ha ha).

Jeg har lidt af migræne siden vi kom hjem til Californien, vi har været oppe klokken 4 elle 5 hver morgen og i nat blev vi så vækket af et jordskælv klokken lidt i 3 - så 2018 er ligesom skudt rigtigt igang nu - HA! Der er noget helt fundamentalt, der bliver rystet inde i en, når selve jorden bevæger sig. Det er primær-angsten, der lige titter op og siger hej.

Nå, men altså turen til Danmark gik godt, Mathilde var dog utroligt påvirket af tidsforskellen og ville bare amme konstant, hun var slet ikke sit glade jeg. Det var dog så rørende og dejligt se hende danse om træet og se hende med familien, hun var vild med sine fætre og kusinen. Næste jul tænker jeg, at vi finder et sted med sne i en nærmere tidszone og så er hele familien velkommen til at komme og lege med os i sneen. Der kommer lige lidt mere om Danmark og et billede af et toilet i guld, når hovedet er bedre og computeren virker igen. Men lige nu er der blot et lille pip om det herfra. Ellers pudser jeg glemte indlæg og smider dem ud i æteren.

Og i dag har Mathilde og jeg simpelthen bare taget prinsessekjoler på og har bare hygget os hjemme og det gør vi måske også imorgen alt efter migræner, efterskælv og humør.



tirsdag den 2. januar 2018

Institutioner for børnenes skyld - næppe



Det undre mig altså tilstadighed, at store dele af den danske forældrestand tilsyneladende fuldstændigt har mistet alle deres kompetencer i forhold til det at have deres egne børn hjemme. Jeg hører igen og igen institutioner lovprises som det eneste sted i verden, der er i stand til at stimulere børn i alderen 1,5-5 år - og det er jeg efterhånden lidt stram i betrækket over at høre på. Jeg mener, en tumling er ikke så svær at underholde: En papkasse og en pakke farver og så er i kørende mindst 20 minutter - barnet op i kassen og så få foldet de håndklæder eller vasket det gulv ved siden af - så snart barnet er lidt ældre, kan det jo være med i det meste. Mathilde hjælper med alt herhjemme lige fra tøjvask til madlavning og hun elsker det.

Køb noget slim, noget modellervoks, hæld mel og vand sammen ude i haven, stik barnet en håndfuld kaffebønner, en fodbold, støvsugeren, det er ikke så svært. Derudover dør børn altså ikke af at kede sig, faktisk oplever jeg, at Mathilde udvikler sig helt vildt, når hun får tid til at gå og lege alene.
Børnene skal naturligvis også ud og lege med andre børn, men det kan jo sagtens ske i alle mulige andre sammenhænge end en daginstitution - start din egen legestue, og hvis du bor langt ude på landet, hvor der ikke er mange naboer - så har jeg sågar hørt om børn, der får lov at komme med på legepladsen i institutionerne eller mødes med dagplejemødre på legepladser.

Hvis du som forældre er nogenlunde velfungerende, så tror jeg fuldt og fast på børnene trives bedst hjemme de første 3-4år - dermed ikke sagt, at du også gør det. For her er humlen, institutionerne er jo lavet, så vi har et sted børnene kan være, mens forældrene arbejder. De er lavet som substitutter for forældrene, når det nu ikke kan være anderledes - og det er den forståelse, jeg møder fra andre voksne, når jeg bevæger mig uden for Danmarks grænser. Det er helt fint, hvis du ikke har lyst til at gå hjemme og dikke dikke dagen lang, men hold nu op med at sige til mig, at du sender en 10 måneder gammel baby afsted for barnets skyld. Og hold op med at sige, at du er ude af stand til at stimulere dit eget barn - med mindre du er syg eller svagt begavet, tror jeg altså nok, du kan bage en gang boller og fingermale en toiletrulle. Det er helt fair, at du bare slet ikke trives med at gå hjemme, men lad vær med at bilde mig ind, at en 1,5 årig ikke hellere ville være hjemme hos mor end med 10 andre børn på rød stue - og lad vær med at fortælle mig, at sprogudvikling, udvikling af finmotorik og sociale kompetencer ikke finder sted i hjemmet. Jeg mener al anden læring sker bedst i en 1:1 situation - mellem en voksen og et barn - du ville vel heller ikke smide fire trompeter, to fløjter og en violin indtil en flok 5 årige og så forvente, at om 3 år har vi et selvlært orkester?

Jeg kan godt forstå, det kan være svært og økonomisk uoverskueligt at tage springet og blive hjemmegående og jeg kan sagtens forstå dem, der hellere vil karriere og 8-4 job. Bare tænk over dine valg, lad vær med at være en lemming, der blindt følger flokken - tænk over dit liv og dine børns liv - vid med dig selv, hvad du opgiver at opleve og til fordel for hvad. Lad vær med at købe et hus og to biler, fordi man skal - gør det fordi du vil - træk vejret og tænk over dine valg! Hvis du bliver pip af at gå hjemme og hellere vil på arbejde er det da det du skal, men lad være med at sende dine børn i vuggestue for deres skyld, de vil helt sikkert elske at gå hjemme og lege med dig.


mandag den 1. januar 2018

Det glæder jeg mig til i Januar


Der er ikke noget så dejligt som at tage fat på et helt nyt og blankt år. Jeg ved godt, at i teorien kunne man jo hver dag tage hul på et nyt år - men mentalt er januar altså bare noget helt andet. Januar er frisk og fantastisk.

Jeg glæder mig til mit skrivekursus, som jeg i sidste øjeblik skubbede til at starte i januar og det er jeg nu glad for. Jeg glæder mig til at starte med Mathilde på alle hendes tumlingehold og se de søde tumlings og deres mødre (mine veninder) igen efter en lang vinter pauser, og jeg glæder mig til nyde at falde ind i en hverdag igen efter en hektisk ferie i det danske.

Det bliver dejlig at tænde stearinlys i pejsen og hygge med te og gode bøger, og fodre vores små fugle. Vi skal have plantet noget nyt i vores potter, når solen rigtig bryder frem og jeg glæder mig til at gå og planlægge det. Til at planlægge at så ord og digte og også se dem gro og få deres eget liv.

Med et frisk år starter alle de nye drømme også, flytter vi mon? Får jeg et badekar ha ha? Hvor mange steder bliver jeg udgivet i år, hvem kan lide det jeg skriver og hvem kan ikke? Hvad skal der egentlig ske med bloggen - skal den have en form for retning eller fortsætte som en dejlig opslagstavle over min hverdag og mine tanker om tilfældige emner, der bare sådan popper op? Det hele bliver rørt rundt og filtreret i januar og jeg laver mål og lister og jeg elsker det. Så kan jeg stresse henne i september eller oktober - min lige nu kan alt lade sig gøre i 2018!

søndag den 31. december 2017

Det glæder jeg mig til i 2018



Jeg glæder mig først og fremmest til de rejser, besøg og hyggestunder med familie og venner, der allerede er i støbeskeen for 2018. Jeg tør næsten ikke skrive noget om det her - for jeg vil ikke jinxe det. Men vi har nogle destinationer planlagt og der er flere, der har meldt deres ankomst hos os i det nye år og det glæder jeg mig bare rigtig meget til.

2018 bliver forhåbentlig også året, hvor jeg bliver færdig med mit writing certificate fra UC Berkeley Extension- det er både utroligt lækkert, men også temmelig skræmmende pludselig at stå på egne ben med pennen i hånden og nu skulle skrive derud af selv. Jeg kommer virkelig til at savne de fantastiske undervisere og medkursister. Men jeg glæder mig til, at få åbnet så meget plads i kalenderen til "bare" at skrive for mig selv - det bliver virkelig spændende i efteråret, at få produceret noget og se om andre synes om det. Ha ha det bliver også dejligt ikke at skulle indregne køb af studiebøger og betaling til Berkeley i budgettet - tænker vi lige tager os en god middag på den konto, når certifikatet forhåbentlig er i hus.

I 2017 har Mathilde og jeg kørt med et tema hver måned - Jul i december, Thanksgiving i november, Halloween i oktober, Efterår i September osv. og jeg glæder mig til at have et friskt år og til at gense vores pynt og kreationer, når de igen findes frem i månederne 2018. Mathilde er den sødeste og sjoveste lille tumling og jeg elsker bare at hænge ud med hende - jeg glæder mig så meget til alt det sjov og spas vi skal igang med i det nye år.

Martin, Martin og Martin - min bedste ven, min elskede, min helt unikke ægtemand - hvor jeg glæder mig til at hænge ud med ham i 2018. 2017 - har altså været et temmeligt hårdt år synes jeg, og nu kan 2018 kun blive bedre, lysere og frem for alt sjovere. Jeg glæder mig til kold hvidvin på terrassen, til roadtrips, til lange snakke og bare til at le sammen med ham.

Jeg glæder mig over et super hårdt år går på held - 2016 synes lidt stramt - men 2017 har været hårdt personligt, professionelt og for hele verden generelt. Havene flyder med plastic, USA render fra klimaet og England melder sig bare ud af det hele. 2018 er friskt og nyt og hvor vi tumlede lidt skræmte ind i 2017, mens kendisser kradsede af på stribe omkring os, har vi nu vænnet os til kaos og tumult og står derfor klar med arbejdshandskerne - 2018 we will take you on!!!

torsdag den 28. december 2017

De bedste serier 2017


Ej i er nødt til at finde jer i en lille liste med årets absolut must see serier - Martin og jeg har ligget under dynen og svælget i dem i løbet af 2017:

1) Game of Thrones
Er min totale favorit - jeg elsker den serie og hvis du endnu ikke har prøvet at se den, så lov mig at gøre det - den er så god! Det kan godt være den er fyldt med drager og fantasy - men det er intrigerne, magt opgøret og menneskerne, der holder det hele oppe og jeg elsker det. Hvis du skal begå dig i erhverslivet så vid at dine konkurrenter med sikkerhed har mæsket sig i serien, og kan falde dig i ryggen med dens tricks når som helst!

2) Big little lies
Udover, at skuespillerinde er fantastiske smukke - er de også meget meget talentfulde og det her er bare en af årets mest velspillede serier. Jeg elsker også deres Monterey strandhuse, faktisk så meget, at vi da lige måtte en tur til Monterey - de fleste af husene ligger så i virkeligheden i Malibu, hvor jeg også har stået og drømt. Stemningen er både lys og glad - specielt i starten af serien og bliver så mere og mere dyster, mens historien langsomt trevles op. Historien starter med et mord, og man aner ikke hvem der er død eller hvem, der har gjort det --- men lige så langsomt afsnit for afsnit graver vi os dybere og dybere ned i hovedpersonernes eksistens og de valg de har truffet og historien står klarere og klarere til den kulminere i sidste afsnit som heller ikke skuffer. Jeg elsker, at der bliver produceret en serie, der ikke skal skamrides med sæson efter sæson efterfølgende, men som bare står smuk og klar med vidunderlig sæson. Host host vi måtte opgive House of Cards i år, da den nok burde være sluttet efter 2. sæson...

3) Murder in Paradise
Ja, den kom der så en ny sæson af i 2017 - og den er bare rar. Det føles som at sidde og drikke pinacoladaer med hvidt sand mellem tæerne, at se den serie og det bedste af det hele er, den er så lys og mild, at Mathilde sagtens kan se med. Hvert afsnit starter med et mord, men det er skruet sammen så man aldrig ser blod eller vold og fra lige klippes direkte til den lyse og glade calypso intro. Så kommer detektiverne ellers lige ind fra strand og blåt hav og løser mordet og alle er glade og videre ud i det smukke blå hav. Det føles som en lille strandferie og jeg tilgiver Martin for altid at afsløre moderen før tid.

4) Mumitroldene
En af de serier, der virkelig har fyldt herhjemme i 2017 er serien om Mumi og hans venner  - specielt lille My har fået en stor plads i Mathildes og mit hjerte. Martin synes de er lidt klamme og uhyggelige - men det synes jeg er en del af deres charme. Jeg er ikke så vild med den nye serie, hvor dukker af filt hopper rundt - nej, det skal være de gamle afsnit med alt deres uhygge og magi tak.

5) Beverly Hills 90210
En anden gammel klassiker jeg erhvervede mig i år, er første sæson af 90210 - midt i alt Trumpen skulle jeg lige mindes om, det USA jeg drømte om engang- hvor mor Cindy altid kan løse alting med hjemmelavet mad og nærhed. Det er virkelig sjovt at gense disse afsnit og jeg bliver helt ført tilbage til min egen teenagetid med alle dens op og nedture. Nu er jeg mere Cindy og håber på at stå og rive nogle salatblade i stykker med fingrene, mens Mathilde betror sig til mig midt i vores Beverly Hills hjem en dag... 

tirsdag den 26. december 2017

En, to, mange


Nåå, skal i snart igang med nummer 2?
Øhh, nummer 2?
Ja, Mathilde skal vel ikke vokse op som enebarn?
Nååå, og hvorfor skal hun så ikke det?
Øhhh?

Jeg havde engang en drøm om at sidde under tusind små lanterner ved sådan et langbord man ellers kun ser i Amerikanske film om italien. Med Martin, mine 5 børn og alle deres børn, jeg sad gråhåret og lykkelig forenden af bordet - mens mine børn, sad smukke og fulde af succes med deres velfungerende familier omkring sig og drak rødvin under en klar stjernehimmel. Men så går det op for mig, at jeg er også meget meget lykkelig i vores lille trekløver.

Det er fantastisk at hænge ud med Mathilde og lege med hende og se hende udvikle sig og blive en stor lille pige. Det er så fedt, at vi har al tid i verden til hinanden lige nu, og så virker det ikke så attraktivt at smide en baby (eller 4!) ind midt i det hele. Martin og jeg elsker at rejse, vi elsker at snakke og vi elsker Mathilde mere end noget andet - jeg er sikker på, at skulle vi få den gave, det jo er at få et lille barn mere, vil kærligheden kun vokse, og vi vil elske den nye lige så højt og lige så overvældende som Mathilde - men lige nu er det ikke noget, vi arbejder på.

En veninde sagde engang, "den største gave man kan give sit barn er søskende" - det er jeg ikke enig i, jeg mener den største gave man give sit barn er kærlighed og nærvær. En anden veninde himlede over, at jeg ikke kunne støtte to hovedpersoner i en bog i deres valg om ikke at få børn (pigen i bogen ville ikke, fordi hun vidste, hun ville blive tyk - det synes jeg stadig er en lam grund til ikke at formere sig - fred være med det, hvis du ikke vil have børn - men.... OK nok om det ;)). Men samtidig med veninden, synes det var fedt, de ikke skulle have børn i bogen, fiskede hun intenst efter vores nummer 2 - men er det ikke OK, at vælge at stoppe efter et barn? Eller kan man kun vælge at stoppe inden man overhovedet er gået i gang?

Jeg elsker vores familie som den er lige nu, og skulle jeg blive gravid en dag, vil vi blive overlykkelige over en ny baby - men der mangler ikke noget i dette nu, vores familie er fuldendt, og vi higer ikke efter flere børn. I min drøm er det italienske langbord nu istedet fyld op med anden familie og venner, og det er nu også ret fantastisk at sidde med alle dem under stjernerne i mine drømme...


fredag den 22. december 2017

Drømmerejser (måske i 2018?)

Kan man egentlig lide af udlængsel, når man allerede er flyttet om på den anden side af jorden? Ja, åbenbart, jeg drømmer om mange flere eventyr sammen med ham jeg elsker og vores lille skat. Udover, at jeg jo elsker vores rejser til Danmark - Århus er så hyggelig, gamle venner og familiebesøg er jo svære at slå og København bliver jeg nok aldrig helt færdig med - så er her en lille liste med steder jeg drømmer om at besøge i den nærmeste fremtid: 

1) Bora Bora - Ja, faktisk er hele Polynesien lidt af en drøm for mig. Jeg sad klistret til skærmen, når Nordkaperen lydløst sejlede rundt på krystalblåt hav og Kløvedals rolige stemme speakede indover havet, om hvor vidunderlige polyneserne er. Der er drømmen at slentre rundt mellem palmer i den alt for dyre bikini, jeg købte til vores Key-west eventyr. Spise nyfangede fisk serveret på blade. Inhalerer følelsen af blødt hvidt sand mellem tæerne, mens jeg går med Martin og Mathilde i hånden i solnedgangens orange lys. Fylde verden med masser af latter, mens vi aftenbader, spiser mad med masser af kokos og bare nyder livet og hinanden. 

2) Italien - Rom og Firenze er de første byer, vi besøger - Firenze fordi, hvem har ikke læst Machiavelli eller hørt om den fantastiske arkitektur. I Firenze vil Mathilde kede sig en smule, men elske deres tynde pizzaer, som vi finder på en lille fortovscafe, der ligner noget fra en 50’er Hollywood film, hvor tjeneren servere vin fra en flaske med kurv omkring og går med halsklud, mens scootere suser forbi.  Efter Firenze tager vi videre til Rom, fordi jeg aldrig i mit liv har spist bedre, end sidst jeg besøgte byen. Martin har aldrig været i Italien og jeg vil meget gerne give ham den glæde for (måske ligefrem forelskelse i) pasta, man kun kan finde når en frisk paste med en let sovs bliver serveret på syngende italiensk. Men efter et par dage i Rom tager vi ud på landet, i en stor lejet villa med en af de der pools, der går i et med horisonten og bjergene. Vi spiser friske appelsiner og vindruer og får bragt nybagte kødtærter og brød i en kurv til døren. Jeg køber hjemmelavet badesalt, der dufter af citron på det lokale marked, og ligger en time i huset store badekar, hvorfra jeg kan se ud over bjergene.   

3) Grækenland - Jeg ville egentlig gerne besøge det gamle Grækenland - men nutidens kan måske også gøre det - Vi ser templerne, bader i havet og synger alle sangene fra Mamamia (mens jeg danser rundt i smækbukser og drikker kold hvidvin). Martin og Mathilde henter olivenbladsindpakket mad, mens jeg får lakeret negle og masseret mine ømme skrive-skuldre. Vi bor i et lille hvidt hus, vi har lejet i 2 måneder - hoveddøren i huset er buet og med en tegning af en vinranke rundt om. 4 dage om ugen sidder jeg på en smukt værelse med udsigt udover havet og klippeøerne derude og skriver på min nyeste bog, mens Martin og Mathilde tager på eventyr, bader i husets lille pool eller i havet omkring os. Om aftenen går vi ud og spiser den dejligste mad, vi griner og falder trætte i søvn mellem lavendelduftende sengetøj. 


4) Paris - helst i 1920’erne - Jeg ville gerne daffe rundt med datidens kultur-genier i et sort tætsiddende sæt tøj, der får mine former til at se perfekte ud. Jeg vil have Hepburn øjenbryn og små røde ballerinaer på fødderne, mens jeg drikker mystisk mørk rødvin, der matcher min læbestift. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville besøge nutidens Paris. Ikke, at jeg har noget imod Paris, jeg nok bare hellere til nutidens Marseille, hvor vi dypper tæerne i vandet fra båden. Den første aften spiser jeg confit de canard i en løsthængende sort-og-hvid-strippet kjole med stropper, der viser mine solbrune veltrænede arme. Når Mathilde er lagt i seng om aftenen, vil jeg være iført dramatiske sorte hængeøreringe og en rød taske. Martin skal nærmest konstant være i ført smoking og et af de der tunge udskårne krystalglas med en gyldenbrun whiskey og et par perfekte isterninger uden luftbobler i - helt klare og gennemsigtige, og så skulle de klirer let mod glasset, mens vi går omkring på dækket af vores lejede lystjagt med mandskab. Om dagen vil Mathilde hoppe i vandet og vi vil natuligvis følge efter, mens frokosten bliver anrettet og så vil vi våde og friske kunne sætte os til bordet med smagen af salt endnu som dråber på læberne. 

5) Hawaii - Mathilde er super vild med Moana (tror hun hedder noget andet på dansk?) og nu har vi set filmen et utal af gange sammen, ja, altså vi kører altså ikke helt det der med nul-skærm-politik herhjemme. På nettet kan jeg se, at der er lidt delte meninger om Hawaii nu også er en del af før nævnte Polynesien - men lad og sige det er - for jeg er heller ikke sikker på, hvor Moana faktisk foregår, men under alle omstændigheder giver filmen mig en stor lyst til at besøge Hawaii. På Hawaii går jeg rundt med blomsterkranse i håret og drikker vidunderlige søde drinks ud af kokosnøder. Jeg kigger på en smilende Mathilde også med blomster i håret, der leger på standen, mens hun gnasker vandmelon og får sand mellem tæerne. Martin sidder og nyder et glas koldt et eller andet og laver sjove og spændende ting på laptoppen, mens hans smiler til os, og overbeviser sig selv om, at han også snarest må hoppe i havet med os. 

6) Japan - Jeg har aldrig været der, heller ikke i fantasien - men i Japen forestiller jeg min, at jeg går imellem tusindvis af sart lyserøde kirsebærblomster og mærker vinden og de mange små blade blidt glide mod mine kinder. Jeg vil drikke te ved en højtidelig ceremoni mellem vægge af papir. Familien vil sidde på gulvet i skrædderstilling ved små borde, mens vi hviskende spiser frisk sushi.  Vi samler heletiden alt vores skrald op, så tager jeg Mathilde i hånden og ser månen stå op over floden, mens jeg mærker et kys fra Martin mod min nakke, (og glemmer alt om døde japanske delfiner for et øjeblik). 

7) Washington DC og New York - Her besøger vi selvfølgelig det Hvide Hus og bliver vist rundt og prøver at stå i det ovale værelse, hvor vi også fotograferer som gale. Vi får lov at komme ind i det ypperste, fordi vi kender nogen, der kender nogen, der kunne få os ind. Mathilde elsker alle de sjove museer, vi hver dag besøger, specielt det med dinosauruserne. Vi spiser krabbekløer og vores matchende sandfarvede trench coats bliver let våde af forårsregnen på vores mange gåture. Efterfølgende flyver vi til New York, jeg spørger flere på vejen, hvorfor det egentlig hedder the big apple og ingen kan rigtig svare. Vi bor på et hotel på Manhatten og shopper, sejler ud forbi Frihedsgudinden (Martin bliver en anelse blå i kanten af bådturen) og så spiser pizzaer til aftensmad. 

8) Malta - Her besøger vi min storebror og hans familie. Vi har lejet et lækkert hus med en stor pool, og et af de der lange udendørs træborde med 16 stole. Børnene hænger ud udenfor og plasker, mens vi går lidt til og fra og dækker bord med levende myggelys og masser af maltesiske retter - Teenager og pre-teen dukker op, da den vi sætter os ved det meget instagramvenlige bord med skåle og kander i mange farver og arter - vi spiser til solnedgangen og ser stjernerne stå op - så fortrækker vi indenfor og spiser en hvid kage dækket af spiselige blomster til dessert. Vi er alle lidt snaldrede af den gode vin og alt fra Amerikansk politik til uldnesokker bliver diskuteret ud på de sene timer. 

9) Monaco - Vi har lejet en rød sportsvogn, og jeg har fået håret farvet rødt til turen og bære i bedste Grace Kelly stil et gennemsigtigt tørklæde over mine røde krøller. Mathilde sidder bagi iført en lyseblå kjole med matchende ballerinaer og jeg er trukket i 1950’er spadserdragt, mens Martin sågar har anskaffet sig en hat og kørehandsker til lejligheden. Vi kører op i bjergene til en lille restaurant vi har fået anbefalet og det er det hele værd. Udsigten, maden og de søde mennesker, der ejer stedet og som får os til at le hele tiden. 

10) New Zealand - Jeg tvinger Martin og Mathilde ud og se Ringenes Herre kulisser på 3. dagen. De nyder den smukke natur, men driller mig alligevel. Vi kører gennem marker, der lyser lilla af lupiner (tror vi nok de hedder) og ser tusindvis af får - vi får alle købt en lækker uldsweaters og nyder bare den helt fantastiske natur, der er overalt omkring os. Vi hopper om bord på et cruise ship og sejler over og ser Sydney. Vi nyder tiden på skiber, hvor vi intet skal andet end at sove længe, spise god mad og gå i land i spændende havne.