tirsdag den 20. februar 2018

Startknappen


Jeg havde en lang snak med en god ven, der ligesom er gået i stå og hun spurgte, hvordan jeg heletiden holder mig igang. For mig har døgnet nærmest ikke timer nok og jeg synes ærlig talt livet er sådan lidt for kort i det til alt det, jeg egentlig gerne vil. Hun kunne ikke komme igang og synes ikke rigtig hun havde modet til at kaste sig ud i de ting hun gerne ville og jeg undrede mig. Facebook trækker og så er der travlt med børn og bolig - og jeg gav hende lidt af en opsang, for livet er altså for kort til dårlig reality og pudsning af glas nips.

Det virker som om, der findes en hel del mennesker, der ikke har en startknap instaleret. Jeg kender en del, der  bare smider sig og ligger og ser TV, sover, tager på arbejde. Selvfølgelig, græsset bliver slået, tøjet vasket og maden bliver lavet og så bliver der ellers set serier og candy crushet og det er da også fint. Hvis du så møder mig ovenud lykkelig næste dag og synes alt er fint og at du lever dit drømmeliv - så er alt jo perfekt. Men, hvis det virker som om, du bare lever i en tåge af tøjvask og Vild med dans, så er det måske på tide at lede efter din startknap.

Jeg mener, jeg står også kører metervis af kødsovs ud af køkkenet måned efter måned, hænger tøj op i lange baner og skifter ble efter ble - jeg falder også i serier og har også skudt en hel del grise med flyvende fugle på min iphone - eller bliver så træt, at vi lige tager en slappedag med Netflix herhjemme ind imellem - men, det er kun, når jeg løber tør for ideer, det virkelig rammer mig. Det meste af tiden føler jeg ikke mit liv er helt langt nok til alt det, jeg gerne vil nå og så kigger på jeg de mennesker, der sidder og ser Paradise eller spiller Fifa og tænker, så tag da selv afsted til en trope ø og drik dig i hegnet - eller hent en fodbold og kom igang med at lege med dine børn. Jeg kan faktisk blive lidt spydig - specielt, hvis de mennesker fortæller mig, at de ikke forstår, de ikke får alle mulighederne kastet ind ad hoveddøren mellem dårlige serier og computerspil. Samtidig med de ligger på langs og indtager serier i et væk, brokker sig over de ikke lige har fået det fantastisk jobtilbud eller fået smagt en pizza i Rom eller fået læst den der roman alle taler om.

Min veninde sagde så, "Jamen, jeg har altså ikke din startknap Maja!" og det fik mig virkelig til at tænke. Hvad er det, der starter en om morgenen, ja eller aftenen, eller lige får en til at stå op klokken 4 om morgenen, fordi der er noget man altså lige må have skrevet ned eller slået op. Ikke på den der sorte-rande-under-øjene-jeg-er-ved-at-gå-ned-med-stress-måde, men den der jeg-er-et-energisk-barn-før-juleaften-måde? Det gik op for mig, at de fleste ikke har trykket på startknappen i deres liv og har projekter og drømme, der bare driver dem derudaf. Hverdagen skal bare med nød og næppe hænge sammen og så venter vi ellers på børnebørn og pension, hvor vi kan få lidt ro, inden vi går i graven.

Det er virkelig trist, at mennesker fødes på denne her fantastiske planet og så bare sumper igennem 75-100 år med madpakker og tørresnore og enkelte uger i Thailand, der står som fyrtårne, når de kigger tilbage på deres liv. Alle, der lever et trygt og normalt liv i vesten falder ned i hullet og bliver lullet afsted af TV og kødpølse - men man har selv ansvaret for en gang imellem lige at trykke på startknappen og hoppe op ad hullet og se sig om. At hive ungerne ud af skolen en tilfældig tirsdag og tage en tur i skoven, at melde sig syg og lige få læst den roman, man bare så gerne ville læse færdig, at tage telefonen og lige få ringet og spurgt, om det der man ellers ikke turde.

Jeg tror på, det er meget nemmere at trykke på startknappen en på stopknappen - for du holder ikke op med at se TV eller spille Fifa eller rejser dig fra sofaen, før der er noget at rejse sig efter - så find det og tryk på start - du kommer til at skulle trykke på den igen og igen, men tro mig det bliver nemmere og nemmere.

Alle har en eller anden form for startknap, det er bare at trykke på den ---- altså hvis du tør!


tirsdag den 13. februar 2018

Kreditkort og Martin

Martin (min udkårne) er faktisk lidt af en super helt. Han kan også få ting til at ske, som andre siger slet ikke er en mulighed. Når man taler med andre danskere i USA er de helt målløse over, at vi fik kreditkort lavet, før vi havde et "CPR"nummer herovre, men vi skulle bruge nogle checks såååå, Martin spurgte da bare i de banker, vi nu lige kom forbi. 

På en tur fra Las Vegas til San Luis Obispo, for mange mange år siden, kørte vi igennem en lille by, der hedder Vicorville, og her fik vi så lavet kreditkort til os begge. Det tog dem 3 timer, hvor vi bare sad der og ventede på, at de gik igennem og tilsidst begyndte vores søde bankdame febrilsk at hive billeder frem af sine børn. Vi havde på det tidspunkt en 7-8 timer foran os i bil og banken lukkede mens vi sad der. Så kørte vi afsted i mørket med vores nye kreditkort - som altså godt kunne lade sig gøre at få lavet - for vi vidste jo ikke, at det ikke kunne og vi vidste heller ikke, at man altså ikke kørte fra Las Vegas til San Luis Obispo om natten, så det gjorde vi. 

Martin kørte i mørket gennem sumpe, der lugtede af svovl og over bjerge med stejle skranter og lagde hovedet tilbage og drak cola, mens jeg med sveden i håndfladerne stirrede de mange kilometer ned på små beboelser og tilsidst gik også lyset ud i alle husene og klokken blev 3 om natten og vi ankom til vores hotel i San Luis Obispo (selvom det slet ikke er muligt, at køre den tur og så på det tidspunkt). 

Der er så mange ting Martin og jeg ikke er klar over, slet ikke kan lade sig gøre og derfor kommer vi tit til at gøre dem alligevel og selv, når vi har gjort det, står folk og forsøger at forklare os, at det jo ikke kan lade sig gøre. I starten forsøgte jeg at hive fat i folk og sige, jamen se her, vi står faktisk med to helt almindelig kreditkort i hånden og vi var fattige studerende, da vi fik dem og det kunne lade sig gøre?! Eller vi kørte denne her tur om natten, eller vi stod med to kufferter i LAX og ingen plan og vi endte altså ikke på gaden osv. osv. men men men 2018 er simpelthen året, hvor det stopper. 

Jeg gider ikke længere bruge tid på folk, der er fuldstændigt sikre på, hvad der kan lade sig gøre både i USA eller i livet i almindelighed og det er oftest dem, der råber højest ud i verden. Hvis du vil høre, om alt det, der ikke kan lade sig gøre, så stil dig i kø på diverse facebookgrupper eller spørg Lotte fra HR, der altså har været på en guidet tur i Tunesien og derfor ved alt om lufthavne udenfor EU. Ellers så prøv selv, bare prøv og måske kan det lade sig gøre og måske kan det ikke - det er sådan vi andre gør, vi prøver og brænder os og brækker os og falder og slår os og nogengange lykkes vi, og det kan Lotte fra HR bare slet slet ikke være med til! 



tirsdag den 6. februar 2018

Angsten for at flyde



Er flydning overhovedet en ting i Danmark? Det blevet en ting "man" gør her i Silicon Valley. Altså hvor man ligger i et stort kar med en eller anden opløsning, der gør en fuldstændig vægtløs og flyder rundt med dæmpede sanser - vi snakker mørke og lydisolering. Karet er som en kiste, der bliver lukket omkring en. En del af mig vil rigtig gerne prøve det, og en anden del, nok den største del, får helt ondt i maven over at ligge der alene i mørket og bare svæve rundt - jeg ville nok føle, at universet lukkede sig op eller måske sammen om mig og alle mine dæmoner havde frit spil - eller hvem ved, måske ville jeg føle mig vildt afslappet og komme ud derfra fuld af ny energi og inspiration.

Jeg forestiller mig, at det på den ene side må være fantastisk at ligge der og give mentalt slip på det hele og udvikle ideer og skrive en roman i hovedet, hvor intet forstyrre og alle sanserne bare er helt åbne og kan fylde på med sansninger til bogen. Men det kan vel på den anden side også være porten til helvede, man lige slår op og alle ens traumer og rædsler dukker op til overfladen og favner en.

Ej, nu her hvor jeg skriver det, bliver jeg helt nervøs og kan mærke, der ihvertfald lige skal lidt mental tilvænning til før jeg bliver en flyder - hvorimod det at flyde i spaen helt klart er mere mig. Jeg elsker vand og badekar og drømmen en dag at få mit helt eget kæmpe badekar at flyde rundt i. En flydetank står noget længere nede på min ønskeseddel, nok endda et godt stykke under en vissen kaktus og støvler, der gnaver i hælen. 


torsdag den 1. februar 2018

Det glæder jeg mig til i Februar


Så blev det februar regnfuld og brun, det er måneden, hvor jeg ser indad og ser på min sundhed og forsøger at gøre mig lækker og sommerklar inden maj pludselig står her og banker på med 25 grader og shorts i hånden. Jeg er af den holding, at der ikke er noget, der hedder en bikinikrop - smut din krop i bikinien og tag afsted ud og hop i vandet - men altså jeg elsker at gøre mig lækker, jeg elsker creamer, massager og træning. Så februar er måneden, hvor jeg rigtig har fokus på dette.

Sidste år var februar mega hård, jeg havde en splittet mave og smerter hele tiden og havde nok med bare at få vores liv til at nå sammen på midten - jeg trænede lidt sporadisk og købte øko og stegte kyllinger - men overskuddet var der ikke. Denne februar glæder jeg mig til at træne og til at få styr på vores kost og få nogle vitaminer i os allesammen. Vi plejer altid at få en omgang forkølelse i huset heri februar og det skal bare ikke ske i år - så frem med citrusfrugter og grønsager. Det kunne også være dejligt at komme af med noget af julesulet, nu hvor varmen strømmer os i møde igen - og det er jeg sikker på nok skal lykkedes og jeg glæder mig til kunne krænge mine gamle bukser op over bagdelen igen. Jeg glæder mig også til at blive høj på træning og til træne med Mathilde, hun synes jo det er super sjovt at lege fange leg, så jeg må jagte hende gennem byens parker.

Jeg glæder mig til ansigts masker og pedicur's og massager af mine kinder, jeg glæder mig til bodyskrub og lækre creamer - men jeg glæder mig også til at få ryddet ud i mit skab med makeup og creamer. Februar er måneden, hvor jeg lige kigger det hele igennem og får lys og luft ind på hylderne på badeværelset. Jeg glæder mig også til at afprøve nye ritualer og rutiner og forhåbentlig blive smukkere og sundere.




tirsdag den 30. januar 2018

En ny bog


Jeg skriver på en ny bog og glæder mig til at få første udkast helt færdigt, og så komme igang med at rette. Nogen gange føles det som om, jeg mere har en bog, der bare vil ud end, at jeg selv sidder og digter og så løber jeg ind til tastaturet og lader det strømme så snart Mathilde sover.

Nå, men det er altså en sær bog jeg skriver på lige nu og jeg ved ikke om, jeg lige har lyst til at snakke om den, det vare længe før jeg helt er klar til at slippe den løs, kan jeg mærke. Det er sjovt som det føles, når jeg sidder og skriver, hvordan man sådan nærmest tager ordene og former dem som ler og man kan forme det lige som man vil.  Men nogen gange vil leret leve sit eget liv og man sidder der og drejer, hvad man tror er en vase og ud kommer et askebæger eller bare en lang uformelig pølse af ler, man er nødt til at slå ned igen. Men denne bog føles mere som en flod, en flod der kommer bagfra og bare løber ind i ryggen og ud gennem mine fingre og flyder udover papiret - måske med et enkelt sving forbi hjernen.

Med digte, har jeg nu efter mange forsøg og meget meget guidning og endnu mere tålmodighed fra mine undervisere lært at lytte. Det lyder mærkeligt, men når et af mine er færdige skal der lyde et efter ring i mine øre når jeg læser det, som om der er et stor klokkespil der lige har spillet og nu er det kun en enkelttone, der står brummende tilbage booouuuinnnnggggg. Så ved jeg, den er der - og så må jeg jo bare håbe, at min redaktør også kan høre eftertonen.

Bogen tager en masse tid og faktisk også kræfter - jeg er helt drænet, hver gang jeg har skrevet, så der bliver ikke lagt så meget ud på bloggen lige for tiden --- men hvis du savner mig og lige vil se, hvad vi går og laver så smut ind på Instagram ( Majasofiekristiansen ), hvor jeg forsøger at dele stort og små fra vores hverdag og ellers fantastiske liv.

tirsdag den 23. januar 2018

At blogge til Verden



Jeg læste for lang tid siden en af mine ynglings mor-bloggere, nemlig Nutidens mor, fortælle om, hvordan hun næppe ville blogge uden et publikum - og jeg tænkte, ville jeg mon det? Mor jeg ved godt, at du trofast sidder derude - men derudover har jeg måske ikke den store fanskare at læne mig opad, og jeg skriver trofast videre. Jeg mener, jeg får emails og komentarer - men mine indlæg har små 100 læsere pr. styk i øjeblikket og jeg er super nysgerrig på, om det bare min mor og Russiske robotter, der støvsuger internettet eller, der faktisk sidder i snit 100 mennesker og læser med, i så fald føler jeg mig meget beæret - og tusind tak til dig, der netop sidder og læser. Men ville jeg skrive ud i æteren? Jeg er nok den type, hvis det da er en type? Der trofast stiller mig op på trækassen og råber afsted, selvom ingen gider hører på, hvad jeg siger. For hvorfor ville jeg egentlig blogge uden et publikum? 
Jeg mener, står jeg bare og råber ned i en tom hat? 

For det første blogger jeg, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Jeg har en masse tanker og ideer, der bare skal ud et eller andet sted og i gamle dage villle jeg bare bruge min dagbog - men nu smider jeg det direkte ud i verden, og så kan min mor, svigermor og alle i andre, der er derude, måske få noget ud af det (om ikke andet så opdage, hvis det en dag rabler helt og så få mig indlagt). Hvis jeg ikke skriver på noget, har jeg en slem tendens til at gå skrive amok i diverse kommentarspor på facebook, hvis jeg ikke ligesom får afløb her og så er det nok bedre bare at blive herinde i mit eget univers, end at blive trist og deprimeret over alle de mærkelige mennesker, der skriver de underligste ting på facebook (og selv ende som en af dem).  

For det andet så blogger jeg, fordi det har jeg lovet mine undervisere og skrivekollegaer. Det er sådan en lidt sær grund at stå der og love det - men på alle de skrivekurser jeg efterhånden er blevet kastet ud i, afslutter vi altid med en lille kontrakt, og der skriver jeg troligt, at jeg vil skrive hver dag på min blog - som et sted at øve mig og være kreativ og bare for at få varmet fingrene lidt på tasterne - ikke nødvendigvis et helt indlæg og ikke nødvendigvis noget, der bliver til et indlæg, men der skal lige skrives lidt hver dag. Det gør noget ved min ordblindhed lige at vende et par ord hver dag, så jeg kan slet ikke undvære det. 

For det trejde skriver jeg herinde, fordi vi jo bor i udlandet og det er en måde at holde en form for tråd til det danske. Både sådan at familie og venner lige kan følge lidt med - men også pga. selve sproget. Jeg skriver så meget på engelsk lige nu, at jeg kan kokse helt rundt i mit danske - så det er godt lige at få vendt hjernebarken rundt på modersmålet ind imellem.


Endelig skriver jeg fordi, jeg simpelthen ikke lade vær. Jeg tror faktisk, det er sådan lidt en sindsyge forfattere generelt lider af. Jeg mener, jeg skriver og skriver og har den ene tekst efter den anden liggende i skuffen. Forfattere skriver jo ofte lige ud i luften en stor del af tiden. Jeg skriver altid med henblik på at få det ud, men det er jo en brøk del af det jeg skriver, der overhovedet kommer op ad skuffen og så er det jo kun en lille del, der endelig havner ude blandt et publikum. Så sandheden er jo nok, at jeg ville skrive, selv hvis jeg var det sidste menneske på jorden. 

onsdag den 17. januar 2018

Danmarkstur og hårde tider.


Nå, der sker godt nok meget i vores familie, det er hårde og trælse ting, ja og rigtig triste. Som jeg vil skrive om, når jeg engang kan. Lige nu holder vi næsen oven vande og svømmer derud af. Denne weekend bød på den ene sygdom efter den anden og Mathilde og jeg er stadig forkølede og Mathilde har en maveinfluenza, som hun så smukt har overtaget fra mig.



Nå, jeg lovede at skrive lidt om Danmark. Ja, vi havde en rigtig dejlig jul - og jeg er lidt forelsket i Århus. Vi havde hele to juleaftner og det var rigtig hyggeligt. De sidste to dage brugte vi i Århus og på at kører til Købehavn, vi boede på Royal i Århus og det var lidt specielt. Værelset var helt fantastisk og jeg tog verdens længste karbad og nød bare at slappe af. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er fordi jeg har ændret mig. Nu har vi jo efterhånden boet på temmelig mange hoteller i alle prislejer, og servicen var altså lidt sær - sååå til prisen vil jeg nok anbefale noget andet, men det var rigtig hyggeligt og centralt. Jeg tænker, om det er fordi, jeg nu har vænnet mig til den Amerikanske omgangstone. Men hvis man ønsker noget super centralt er det Royal man skal tage, men det er ikke ligefrem dansk minimalisme man får på værelserne (se vores WC nedenfor). Så for at runde Danmarksturen af, var den rigtig hyggeligt og vi nød at se familie og venner og jeg kunne godt bruge et par ekstra uger i Århus.


Forrige weekend var vi til brunch hos gode venner, der måske forlader staterne og en anden god veninde er nu begyndt at lede efter hus i en anden by ---- ikke fordi de gerne vil fra byen her, men fordi den by vi bor i er den ultimativt dyreste i verden. En helt almindelig vila koster mellem 3-6 millioner dollars og det har de fleste ikke sådan lige til et hus - men i de omgivende byer kan man få små nedslidte huse med et par værelser til under 2 millioner dollars, så vores venner flytter langsomt væk, og det er jo lidt trist. Vi er også begyndt at kigge lidt rundt og se hvad der byder sig - vi vil rigtig gerne købe noget - men i det her market har det vist lange udsigter, så lige nu drømmer vi vist bare.  Nu vil jeg gå ind og pleje min forkølelse og lille Mathilde og se at blive frisk igen.







tirsdag den 16. januar 2018

Jeg er nogengange hende, der hænger i barren (ikke baren)



Der er sådan et balletbillede af en masse små piger, der står på række, mens et af børnene hænger med hovedet nedad i barren. Jeg kan huske mine veninder altid sagde, at de var hende med hovedet nedad og jeg tænkte altid mig selv som en af de andre, der stod så fint på række - faktisk, ville jeg helst være en af de andre, en der passede ind og kunne finde ud af at gøre som der blev sagt.

Martin gjorde mig opmærksom på, at de fleste børn ikke er opvokset med en pony i haven, der måtte komme med ind i stuen. Han fik mig også til at indse, at det nok også er de færreste, der hopper på et fly med kun to kufferter og deres mand i hånden for at stå i den anden ende og starte et nyt liv fra bunden --- "men vi havde da et hotelværelse, den første nat," plejer jeg at indskyde.

En af de første gange jeg virkelig faldt igennem, var mit drengeklippede hår i børnehaven, hvor de andre børn ikke vidste om jeg var dreng eller pige. Så begyndte jeg i skole - det med hesten fandt de andre jo først ud af senere - men alle de andre piger havde så nogle små håndklæder med hætter med ører af kaniner eller katte eller bamser i lyse pastel farver og jeg kom med et slidt håndklæde med et logo fra NATO. Jeg tiggede min mor og sådan et håndklæde med en lille hætte og som den driftige kvinde hun er, syede hun da bare en hætte på mit Nato håndklæde, og så nægtede jeg simpelthen at tage rædslen med i skole. Jeg tror ikke helt min mor kunne se, det der med ørerne for sig. Nu var håndklædet så ikke bare en Nato-las længere - men der var syet en underlig knold på med grøn tråd i hånden. Heldigvis trådte min empatiske mormor til og sneg nogle hvide store vatterede håndklæder ind i hjemmet, jeg kunne tage med i skole, de havde godt nok ikke nogen hætte med kaninøre - men til gengæld havde jeg nu lært, at sætte pris på ikke at have Nato-hætte-tingen med. Så faldt jeg ligesom mere ind på rækken selv uden ørerne.

En del af mig vil så gerne være pæn og ordentlig og passe ind på rækken og iføre mig en lille tyl-ting og så stå og kigge harmdirrende på hende, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Hende, der går i sært tøj og lugter af cigaretter og hest og hvis familie prioritere gode bøffer over H2O tøj og adidas strømper til gymnastik, og slet ikke kan se fornuften i at bruge tid på at se deres afkom jagte en læderbold, hverken på regnfulde søndage på en fodboldbane eller i en håndboldhal når solen skinner ude. Jeg ville meget gerne passe ind og have det alt det rigtige med striber og en træ-abe og ikke gå rundt med udadvendte fødder og grine for højt og nægte at spise op.

Men jeg langtidsammer, samsover og bor til leje - vi burde jo have købt hus og fået os to biler og et 8-4 job hver, imens Mathilde kom i vuggestue så snart hun blev 10-11 måneder --- vi burde være faldet ind på rækken i den rigtige rosa nuance ikke en lilla eller grøn ting med hjemmesyet hætte - men anskaffe os den samme pudderfarvede tricot som de andre børn til ballet. Jeg vil så gerne kunne stå der og strække min tæer rigtigt, mens vi kigger på hende med hovedet nedad, der ikke kan finde ud af det. De andre tænker, at hun gør det med vilje - men jeg tror simpelthen ikke, hun tænker over det og så hænger hun pludselig der, og opdager først for sent at alle de andre kigger og rynker på næsen.

Da vi startede til ballet i Oktober sidste år, var Mathilde lige bestemt (også), det barn, faktisk gik hun direkte hen og legede med barren, og fik sit hoved til at sidde fast, mens de andre børn fint løb rundt i en cirkel og svingede med deres stjernestav. Mathilde kom til at knække staven og nægtede at stå i cirklen. Jeg tvinger ellers Mathilde i håndklæder med små lyserøse kaninører, og jeg ser hende alligevel igen og igen være det barn, der løber væk fra læren og går sine egne veje - og det er måske heller ikke helt skidt endda - jeg mener, det er da meget sjovt med en pony i stuen. Måske er det slet ikke så skidt at have lært hjemmefra, at gå sine egne lidt skæve veje...


tirsdag den 9. januar 2018

At læse henover isen


Jeg skulle læse noget højt for Martin den anden dag og det er så længe siden, jeg sidst har læst højt, at det kom som et helt chock for mig, hvordan det egentlig var. Jeg kan godt læse højt, men det er skræmende og sært - det er som løbe henover glat is, der knækker bag mig - jeg kan hverken se frem eller tilbage - jeg er nødt til at være 100% i nuet og jeg aner faktisk overhovedet ikke, hvad jeg har sagt bagefter. Det er som om jeg lukker ned for noget i min hjerne og op for noget andet, der bare strømmer ud af min mund, uden jeg selv er bevidst om det. Jeg kan ikke beskrive det bedre.

Min ordblindhed gør jeg ikke kan sætte lyd sammen med bogstaver - det er virkelig sært - jeg mener, jeg kan godt sige K, hvis jeg ser et K og der er en del ord, hvor det giver fint mening - men også en del ord jeg bare aldrig lære og sådan er det. Jeg kan ikke høre, hvordan et ord staves og jeg er nogen gange ved at blive sindsyg, hvis jeg har et ord i hovedet - der bare passer perfekt til en sætning og jeg ikke kan få det ud på papiret - det kan føles som om jeg er ved at revne. Når Mathilde er vågen, kan jeg jo altid spørge (råbe af) Siri (sød og hjælpsom robot dame, der bor i min iphone) men når Mathilde sover, og alt mit fancy staveudstyr bare nægter at kende til ordet, jeg desperat forsøger at nedfælde, kan det føles klaustrofobisk. Jeg kan huske en lærer, jeg havde fået enetimer med, der simpelthen ikke kunne fatte, at jeg ikke kan sætte bogstaver og lyd sammen. Personen sad og råbte ordene af mig, med tryk på hver en stavelse efterfulgt af "Jamen, prøv nu at hør det, du kan jo høre E'et lige her!". Jeg forestillede mig altid denne lærer sidde med en blind elev efter mig og holde farver op, og skrige grøn, rød og blå - jamen så kig da!

Jeg elsker at læse bøger og jeg elsker at skrive - så det er jo nærmest tragikomisk, at jeg er ordblind - men jeg ser det nu også som lidt af en gave. Jeg kan få ting ud af tekster ingen andre kan se, jeg tror min underbevidsthed finder huller og sprækker, som ellers ville være dækket af mørtel og ud vælter nye fantastiske ting. Ordblindheden sætter mit tempo ned, når jeg er i litteraturens verden. Jeg er nødt til at stoppe og smage og studere omgivelserne og kan ikke bare lade mig falde frit ned i kaninens hul. Men det gør også, at jeg bliver hurtigere træt, at min tegnsætning og sætninger danser og sejler, og jeg kan sidde og blive arrig på et ord der ikke vil ud. Nå, ja og så, gør det jo, at jeg kan læse helt forfærdelige ting højt for Martin uden at ane, hvad jeg selv har sagt.


torsdag den 4. januar 2018

Jordskælv, Danmark og en ny computer

Så er vi hjemme igen, jet-lagged og udkørte efter en hyggelig jul i Danmark. Min computer er brudt sammen, vores forrude gik i stykker i December og sådan 2 ture til Danmark på et år trækker også lidt spor i budgettet, så 2018 bliver året, hvor vi lige trækker lidt i bremsen med flyveturerne og champagnen. Vi er nok nødt til at finde et nyt køretøj i 2018, da det er for uforudsigeligt med alle de reparationer, der hele tiden kommer på vores elskede lille bimmer. Så lidt glitter byder 2018 på (nok mest for Martin ha ha).

Jeg har lidt af migræne siden vi kom hjem til Californien, vi har været oppe klokken 4 elle 5 hver morgen og i nat blev vi så vækket af et jordskælv klokken lidt i 3 - så 2018 er ligesom skudt rigtigt igang nu - HA! Der er noget helt fundamentalt, der bliver rystet inde i en, når selve jorden bevæger sig. Det er primær-angsten, der lige titter op og siger hej.

Nå, men altså turen til Danmark gik godt, Mathilde var dog utroligt påvirket af tidsforskellen og ville bare amme konstant, hun var slet ikke sit glade jeg. Det var dog så rørende og dejligt se hende danse om træet og se hende med familien, hun var vild med sine fætre og kusinen. Næste jul tænker jeg, at vi finder et sted med sne i en nærmere tidszone og så er hele familien velkommen til at komme og lege med os i sneen. Der kommer lige lidt mere om Danmark og et billede af et toilet i guld, når hovedet er bedre og computeren virker igen. Men lige nu er der blot et lille pip om det herfra. Ellers pudser jeg glemte indlæg og smider dem ud i æteren.

Og i dag har Mathilde og jeg simpelthen bare taget prinsessekjoler på og har bare hygget os hjemme og det gør vi måske også imorgen alt efter migræner, efterskælv og humør.